Usain Bolt er en populær herre, men det er ikke alle, der elsker den olympiske mester på 100-meteren.
Jamaicanske Usain Bolt er en af OLs absolut største stjerner. I aftes blev jamaicanerens stjernestatus endnu større, da han i suveræn stil vandt 100-meteren i ny olympisk rekordtid.
Det er imidlertid ikke alle, der under den karismatiske sprinter det bedste. Det beviste en unavngiven mand i aftes, da han i sekunderne før 100 meter-finalen kastede en flaske efter storfavoritten.
Edith Bosch, der netop har vundet bronze i judo, var til stede på det olympiske stadion i aftes, og hun oplevede på nærmeste hold, hvordan en mand råbte eder og forbandelser efter Bolt, inden han kastede en flaske efter løberen. Efterfølgende gav hun den kastende mand et par på hovedet. Det skriver hun på sin egen Twitter-profil.
Flasken ramte dog ikke den jamaicanske superstjerne, der efterfølgende tog episoden med ophøjet ro.
- Jeg har bare hørt om det. Jeg så det ikke selv, sagde en grinende Bolt på en pressekonference efter det historiske løb.
- Jeg er imod vold, så jeg er ked af at høre det, fortsatte han.
Politiet i London har overfor lokale medier bekræftet, at manden bag flaskekastet nu er anholdt.






