Usain Bolt sejrede også i 200 meter finalen, der blev præget af total jamaicansk dominans.
Der er Usain Bolt, og så er der alle de andre.
Jamaicaneren gentog triumfen fra søndagens finale i 100 meter og sejrede i aftes med provokerende lethed over konkurrenterne på den dobbelte distance.
Det var et felt spækket med profiler, der var linet op for enden af den ene langside på det olympiske stadion, og stemningen var allerede ved præsentationen helt ekstatisk. Ikke mindst da Usain Bolt gjorde fagter med armene og lod sig hylde forud for starten.
For det var ham, alle ville se, og Bolt kvitterede ved at løbe fra konkurrenterne fra start, og han tog guldet ganske som ventet i tiden 19.32. På de sidste 100 meter nærmede træningskammeraten og førsteudfordreren Yohan Blake sig med hastige skridt, men hverken han eller nogen andre kunne røre fartfænomenet.
Akkurat som ingen af de øvrige nationer kunne røre Jamaica. Den caribiske nation stillede til start med tre deltagere i finaleløbet, og da Warren Weir løb ind i tredjebedste tid, satte Jamaica sig på de tre øverste pladser i denne disciplin.
Før løbet havde Bolt proklameret, at man kunne kalde ham legendarisk, hvis han vandt guld i 200 meter.









