De danske medaljekandidater er ude af håndboldturneringen. Og kan rejse hjem med "ikke bestået" tværet hen over ryggen
Her stod et dansk hold med en gigachance for en OL-finale.
I stedet kan man sætte sig i flyet med en meget bøjet nakke. Og hver spiller bør kigge sig i spejlet og spørge, om "jeg virkelig gjorde, hvad jeg kunne".
Der var for mange danske spillere, der svigtede. Egentlig er det vel kun Niklas Landin og til dels Anders Eggert og Michael Knudsen, der kan være rimelig tilfredse med deres indsats.
Resten har svinget alt, alt for meget, og desværre mest med pil langt nedad.
I seks kampe har de danske europamestre kun i få momenter vist klassen. Det er samtidig blevet slået fast med syvtommersøm, hvor meget Mikkel Hansen betyder for holdet.
Det var ingen overraskelse, at modstanderne ville sætte verdens bedste håndboldspiller ud af spillet. Det er blevet trænet time efter time under det danske holds forberedelser før OL-turneringen, men spillerne har tilsyneladende glemt, hvad de har trænet.
Vi så Kasper Søndergaard tage en del initiativ og få masser af klø i anden halvleg mod svenskerne, men ellers har det været en ynk at se, hvor stillestående og lammet de danske spillere har reageret, når stjernen var sat ud af spillet.
Men hvor var der dog mange andre minusser ved den danske indsats.
For det første var afslutningerne simpelthen for ringe. Gang på gang skød man den udmærkede svenske målmand Johan Sjöstrand i det, som man kalder "chokoladehøjden".
Glemte at se på ham, når man kom ind over stregen og afsluttede den ene gang efter den anden alt for sjusket.
Tænk sig at skulle opleve et dansk mandskab, der de tre første gange, de kommer i overtal, ikke får scoret et eneste mål. Vi taler altså om seks minutter, og den ene periode taber det danske hold endda 0-2. Det er jo katastrofalt. Man kan godt sidde med en fornemmelse af, at det danske hold under turneringen har talt sig bedre, end man var.
- Det kommer, det kommer, har det heddet, når man efter en kneben sejr talte om, at man slet ikke havde nået topniveauet.
Måske lullet i søvn over, at EM-turneringen også startede ualmindeligt ringe for det danske hold, men at man til sidst alligevel stod med guldmedaljerne om halsen.
Glemte man, at det kun var bittesmå marginaler og masser af fremmed hjælp, der sendte det danske hold videre til medaljekampen?
Naturligvis var det uheldigt, at Anders Eggert blev skadet i den afgørende kamp mod Sverige, men det kan slet ikke bruges som en undskyldning for nederlaget på en aften, hvor forsvaret endda stod rigtig godt, og bagved var der en stærk keeper i Niklas Landin.
Men i den anden ende haltede næsten alt. De mange udskiftninger mellem forsvar og angreb gør, at kontramålene, som tidligere har været det helt store danske varemærke, er blevet en glemt ting. De lette mål får danskerne ikke mere.
Samtidig er angrebsspillet alt for ofte stivnet i et søvngængertempo. Mod svenskerne begyndte det først at se fornuftigt ud, da spillerne i anden halvleg virkelig begyndte at løbe.
Chancerne kom bestemt også, men hvad hjælper det, når de bliver misbrugt på det skammeligste?
22 mål er fattigt, men ikke overraskende, fordi danskerne har haft svært ved at lave mål i hele turneringen.
Det var altså et hold, som end ikke har formået at kvalificere sig til det forestående VM, som slog det danske hold. Det er der ingen undskyldning.
Blot må man konstatere, at europamestrene for anden gang i træk rejser hjem fra et OL med en fiasko i bagagen.
De har ikke blot skuffet sig selv, men en hel nation.
