Henriette Engel Hansen gik helt i stå i finalen og endte på en skuffende syvendeplads.
Det blev heller ikke til medalje i den danske enerkajak for kvinder, selvom det længe så særdeles lovende ud. Henriette Engel Hansen lagde stærkt ud og var blandt de forreste i feltet, da roerne indledte de 500 meter mod målstregen. Halvvejs i 500 meter-finalen lå hun endda på en medaljeplads, der gav store forhåbninger om ny hæder til dansk roning.
Men så gik hun i stå. Kræfterne slap op, hvorefter den 30-årige roer gled helt ned som nummer syv.
- Det er frustrerende at vide, at jeg har slået dem, som er foran mig undtagen vinderen fra Ungarn. Jeg kan ikke lide, at Sydafrika og Sverige slår mig. Det må bare ikke ske, siger en skuffet Henriette Engel Hansen til TV2.
- Det var ikke mit løb. Jeg var alt for anspændt. Spændingen i kroppen gjorde, jeg syrede hurtigt til, lød forklaringen.
Dermed blev det hverken til metal for enerkajakken og den danske firerkajak på 1000 meter, som kort inden Henriette Engel Hansen gik på vandet roede sig til en femteplads.
Danmark kan dog stadig glæde sig over 'Guldfireren's bronzemedalje og
guld til Rasmus Quist og Mads Rasmussen i dobbeltsculleren.






