Sporten.dk sætter lup på Ulrik Wilbeks problemer inden aftenens OL-kvartfinale mod Sverige
Det er tid til OL-kvartfinale for Mikkel Hansen og co., når Sverige i aften venter i en nervepirrende nabostrid. Men meget skal forbedres i det danske spil, hvis svensken skal ha' da da og blågule bøllebank, så Danmark kan booke billet videre til semifi-nalen. For spillet fra Ulrik Wilbeks udvalgte har på ingen måde været hverken sprudlende, imponerende eller sågar overbevisende indtil videre ved OL.
Specielt i de sidste to gruppekampe mod Kroatien og Korea har det set skidt ud.Assistenten tilbage Det er både landstræner Ulrik Wilbek og spillerne også godt klar over, men troen på egne evner er stadig i top i den danske lejr før de afgørende kampe. Og den blev tirsdag yderligere forstærket, da det blev offentliggjort, at den meget vellidte assistenttræner, Peter Bredsdorff-Larsen, igen er med på sidelinjen for Ulrik Wilbek i kvartfinalen mod Sverige.
Bredsdorff-Larsen har kun været med i Danmarks første OL-kamp mod Ungarn og måtte herefter tage hjem på grund af sygdom i den nærmeste familie. Men nu er han altså tilbage og klar til at hjælpe landsholdet og Wilbek med at løse de problemer, der har fået landstræneren til at rive sig i håret.
Mikkels mandsopdækning
Det er noget af det, der har fyldt allermest i landsholdets forberedelser til OL: Hvordan håndterer holdet en mandsopdækning af Mikkel Hansen? Det er bare rigtig svært at se indtil videre. I kampen mod Kroatien krøller holdet fuldstændig sammen, da kroaterne sætter en overfrakke på Danmarks superstjerne. Heller ikke mod de meget aggressive koreanere lykkedes det for alvor at få spillet til at flyde uden hardhitteren. Det er svært at forestille sig, at de resterende hold i OL-turneringen ikke vil forsøge med en mandsopdækning, og så er det en bidende nødvendighed, at de øvrige spillere rammer topniveau - og at Mikkel Hansen selv byder ind med noget på eksempelvis frikast eller løber nogle overgange, så han skaber forvirring for modstandernes forsvar. I øjeblikket er han for stillestående og passiv og virker nærmest fornærmet over at blive sat ud af spillet. Så alvorligt er det: 5/6
Kontra-mangel
Den danske kontrafase har været stort set ikke-eksisterende i de første fem kampe. Sølle otte kontra-scoringer er det blevet til, hvilket mildest talt må kaldes et sløjt udbytte i den disciplin, der mere end noget andet er et dansk varemærke. Men kontrafasen har virket ustruktureret, og meget tyder på, at spillerne ikke kender deres rolle, når kontraangrebet skal sættes ind. Ifølge Ulrik Wilbek skyldes de manglende danske kontramål, at han er tvunget til at skifte ud mellem forsvar og angreb, da kvaliteten i forsvaret ellers bliver for dårlig. Men landstræneren er nødt til at kickstarte kontramaskinen, for får Danmark ikke gang i den, så er det svært at se de rødhvide få medaljer med hjem i bagagen. Til sammenligning har Kroatien, der har været turneringens bedste hold indtil videre, scoret hele 39 gange på kontra. Så der er i høj grad plads til forbedring for Danmark, der blandt andet har rigeligt med dygtige fløjspillere, som bare skal iscenesættes i kontrafasen. Så alvorligt er det: 5/6
Niklas Landin
Målmandsposten er den vigtigste i international herrehåndbold. Det er et faktum, der ikke er til at komme udenom. Skal Danmark nå den ultimative OL-succes, så er Landin nødt til at hæve sit niveau betragteligt. Landin har i små glimt vist sin høje klasse, hvilket blandt andet blev afgørende i kampen mod Serbien, hvor han havde flere afgørende redninger i slutfasen. Men overordnet har den unge danske keeper været for langt fra det storspil, som han har vist ved de sidste par slutrunder, hvilket en foreløbig redningsprocent på 32 også vidner om. På plussiden tæller dog erindringerne om, at Niklas Landin har haften evne til at hæve sit niveau, når det virkelig gælder - det så vi senest i semifinalen og finalen ved EM, hvor han var i verdensklasse. Så alvorligt er det: 3/6
Mangel på spil-dirigent
Thomas Mogensen var udset til Wilbeks førstevalg, inden OL gik i gang, men playmakeren har haftet forfærdeligt OL. Han har slet ikke formået at sætte det danske angrebsspil ordentligt op, ligesom han heller ikke kan få sit eget spil til at køre, men i stedet laver fejl på fejl. Bo Spellerberg har løst opgaven bedre som spilstyrer, uden dog at være på sit topniveau, men Wilbek vakler mellem de to, da han har langt større fidus til Mogensen i forsvaret og gerne vil spare en forsvars-angrebs-udskiftning mellem de to. Lasse Boesen er tredje mulighed som playmaker, men han er ikke den klassiske spilstyrer og har ikke helt det samme blik for at sætte spillet op til Mikkel Hansen og co. Så alvorligt er det: 4/6
Tekniske fejl
Danmark har lavet uhørt mange tekniske fejl under OL. Hele 73 stk., hvilket kun overgåes af Storbritannien, som er et håndbold-uland. Et voldsomt højt tal på et landshold som det danske, der er fyldt med teknisk meget dygtige spillere. Det er bekymrende, spillerne ikke har bedre timing og intern forståelse i angrebsspillet efter så lang en træningslejr, som holdet har været på. Det er et punkt, hvor der skal strammes gevaldigt op, håndboldherrerne skal have opfyldt målsætningen om at få medalje med hjem til Danmark. Et kig på vores største konkurrenter viser også, at vi halter meget bagefter på dette område Kroatien har eksempelvis lavet 46 tekniske fejl, hvilket er det niveau, danskerne også burde ligge på. Så alvorligt er det: 4/6









