De tidligere medlemmer af den danske letvægtsfirer Thomas Ebert og Victor Feddersen fortæller her, hvordan den nye danske båd har det lige nu, og hvorfor og hvordan båden vinder OL-guldet

THOMAS EBERT
Besætningsmedlem 2000, 2004

- Lige nu tænker de overhovedet ikke på andet end finalen. Der kunne springe en bombe om ørerne på dem, uden de ville opdage det. De er 100 pct. dedikerede til det her. Det er altså fire års målrettet arbejde, der skal koges ned til ét løb. Nu skal belønningen komme. Jeg ved, at de tænker meget på, hvad de hver især skal i finalen. Alle har en svag side, og derfor kræver det, at de hjælper hinanden undervejs og kompenserer for manglerne.

- Udadtil tegner Eskild fireren, men indadtil ved alle godt, at han heller ikke er fejlfri. De andre stiller også krav til ham og er ikke bange for at sige det. Så det er bare et stykke holdarbejde, der skal kulminere. Lige nu siger de, at finalen bare skal gribes an som alle andre løb. I virkeligheden kan man ikke undgå at blive påvirket. Man er bare ekstra tændt og klar til at grave langt dybere. Men det er så rigtigt, at man ikke skal begynde at ændre på noget, fordi det er en OL-finale, så de spiser, drikker og laver præcis det samme, som de plejer.

- Rytmen skal bevares, og de vil helt sikkert tage det samme tøj på, som de ved virker og for eksempel ikke gnaver under armene, for der må overhovedet ikke opstå noget uventet undervejs.De skal kontrollere nerverne i finalen, men ellers er det afgørende, at alle finder ind i deres roller. Vi så dem i det indledende løb som fire medlemmer, der i for høj grad tænkte for meget på sig selv. I semifinalen fik de det ændret, og det skal de holde fast i i finalen.

- Ingen mand er undværlig, hvis det skal spille. Og så handler det om at være fokuseret på hvert enkelt detalje og udfylde den meget konkrete opgave, hver enkelt roer har. Mit bud er, at de får sølv. Det siger jeg, fordi jeg ihvertfald tror på, at de får medalje, men det er så et spørgsmål, i hvilken ende det bliver. Guldet er da det klart sjoveste, men når man ser tilbage på sæsonen, så har de aldrig slået briterne, når det virkelig gjaldt.

VICTOR FEDDERSEN
Besætningsmedlem 1996 og 2000

- Hemmeligheden bag Guldfireren er enkel; det drejer sig om, at de hurtigt har sagt, at de vil være verdensmestere og olympiske mestre. Det lever de hundrede procent efter - i alt hvad de gør. Det er i de sure vintermåneder, niveauet bliver lagt, og i hverdagen de her medaljer vindes, ikke på finaledagen. Der præsterer ingen i båden ekstraordinært.

- Op til finalen er de så fokuserede som overhovedet muligt. De må ikke afvige i deres grundlæggende principper, og en OL-finale må ikke rive dem ud af fatningen. De har gjort det her en milliard gange før, taktikken er på plads allerede, nu skal det gennemføres. De kan det her til bevidstløshed, for de har gennemgået en programmering, eller lidt firkantet sagt, en hjernevask, og derfor kan de blive ved indtil sidste åretag.

- Undervejs i løbet har de kun én tanke i hovedet, guldet. De vil være så fysisk langt ude, at de dårligt kan deres eget navn, og de vil få lyst til at stoppe, men det mærker dem ikke. De ved, at alle i den båd er der for at vinde, og andet tæller ikke. Guld har været målsætningen i så mange år, at den ikke er fremmed for dem. Der er der en forskel i forhold til de andre. De vil tænke: Hold nu kæft, nu ligger danskerne der igen, og de plejer jo også at vinde, og sølv er jo også meget pænt. Den indre dialog kommer aldrig på den danske båd, for der er de slet ikke i tvivl om, at det er guld, guld, guld.

- Chancer er der hundrede procent, men feltet er tættere end nogensinde. Der er flere om buddet, og alle vil have fingrene i guldet. Det er et ret åbent løb, og det bliver vildt spændende. Jeg skal da helt sikkert sidde klar og skrige vildt for mig selv.