De danske håndboldkvinder tabte til Sydkorea i deres anden OL-kamp.
Jan Pytlicks tropper blev løbet over ende af de lynhurtige sydkoreanere, der vandt 25-24 i en kamp, hvor cifrene ikke viser det sande billede af kampens forløb.
Dermed formåede Rikke Skov og holdkammeraterne ikke at følge op på sejren over Sverige i første opgør ved OL i London.
På forhånd var det høje sydkoreanske tempo frygtet i den danske lejr, og det skulle da også vise sig at blive forskellen på de to hold. I en håndboldkamp, der på ingen måde var en god reklame for håndboldsporten, var det de sydkoreanske kvinder, som lavede færrest fejl i det opskruede tempo, som danskerne forsøgte at følge - men ikke var i stand til at mestre.
Det blev til mere end 30 tekniske fejl - heraf fem på de første tre minutter, hvilket var altså var en god indikator på, hvad der ventede i den resterende del af kampen, som blev en rodet og uskøn affære.
Koreanerne kom i teten fra start, og Danmark haltede hele tiden bagefter. Kun takket være godt spil af Christina Pedersen i det danske mål blev holdet ikke sat helt af i første halvleg, men var i stedet blot bagud med 10-11. Sydkoreanerne trak fra i anden halvlegs begyndelse, men sjuskede så i det opskruede tempo, og derfor kom Danmark tilbage i opgøret og nåede kontakt ved 15-15.
Men så strammede asiaterne igen grebet om kampen, og i den resterende del af opgøret var der reelt ingen tvivl om, at Sydkorea ville snuppe de to point. Selvom de lod Danmark komme helt tæt på i den afsluttende fase.
Det blev endnu en gang udstillet i kampen, at de danske kvinder fungerer klart bedst, når modstanderne forsvar bliver stående inde på stregen og dækker 6-0. Problemet var bare, at det gør sydkoreanerne på ingen måde. Tværtimod. Deres offensive forsvar generede konstant det danske angreb, som famlede efter løsninger og muligheder for at komme til ordentlige skud.
Med nederlaget er der stadig lang vej til en kvartfinale, inden de sidste tre kampe, hvor holdet møder Norge, Frankrig og Spanien - guld-, sølv- og bronzevinderne fra seneste VM.
Danmark skal næste gang i aktion på onsdag mod Spanien, hvilket er en revanche fra netop sidste års VM, hvor Spanien slog Danmark i kampen om bronze.








