Danmark har hidtil hentet flere medaljer end de øvrige skandinaviske lande ved legene i London.
Sammenlignet med de øvrige nationer ved OL klarer Danmark sig særdeles godt.
Hidtil er det blevet til fem flotte medaljer til danskerne: 1 guld, to sølv og to bronze.
Dermed er vi bedre end vores nordiske brødre, som alle har haft noget sværere ved at skaffe medaljer.
Svenskerne har indtil videre hentet tre sølvmedaljer, nordmændene én sølv og én bronze, mens hverken de finske eller islandske atleter endnu har fået metal om halsen.
Faktisk har den danske præstation været så god, at hvis man sammenligner medaljehøsten med nationernes indbyggertal, så er Danmark - sammen med Australien - faktisk den tredjebedste nation ved OL, kun overgået af Slovakiet og New Zealand.
Kigger man helt nøgternt på medaljehøsten fra alle nationer er det ikke overraskende USA, der topper listen med 54 medaljer. (Optalt søndag formiddag.red.)
Lige efter kommer Kina med 53, mens der er et kvantespring ned til briterne på tredjepladsen, der står noteret for 29 medaljer.
Danmark lå søndag formiddag placeret som nummer 23 med fem medaljer, men kan i løbet af søndagen kravle op ad listen, da der med sikkerhed vil komme flere danske medaljer.
Jonas Høgh-Christensen er i finaleræset i sin finnjolle, hvor han er sikret en medalje, mens også badminton-parret Mathias Boe og Carsten Mogensen er sikret medaljer, da de i eftermiddag spiller finale i herredouble. Forhåbentlig venter der mere guld i begge finaler.
Se herunder, hvilke atleter der hidtil har hentet metal til Danmark.
Skydning:
Anders Golding, sølv i skeetskydning.
Roning:
Jacob Barsøe, Morten Jørgensen, Kasper Winther Jørgensen og Eskild Ebbesen, bronze i herrernes letvægtsfirer.
Mads Rasmussen og Rasmus Quist, guld i herrernes letvægtsdobbeltsculler.
Fie Udby Erichsen, sølv i damesinglesculler.
Badminton:
Christinna Pedersen og Joachim Fischer, bronze i mixeddouble.









