Peter Bredsdorff-Larsen er fortid på det danske håndboldlandshold.
I dag har den populære assistenttræner offentliggjort, at han efter syv år ved Ulrik Wilbeks side nu har valgt at sige stop. Men beslutningen har intet at gøre med det skuffende kvartfinale-nederlag til Sverige onsdag aften.
- Det er en beslutning, der har været længe undervejs. Uden at det skal blive helt bibelsk, så har jeg haft syv gode år, og jeg har set det som et kæmpe privilegium at være med. Vi har fået nogle gode og fine medaljer og vundet titler, og jeg er stolt af at have været med og arbejdet med så mange dygtige ledere og spillere. Det har givet mig utroligt meget både fagligt og menneskeligt, siger Peter Bredsdorff-Larsen til sporten.dk.
Peter Bredsdorff vil nu koncentrere sig fuldt ud om jobbet som klubtræner i KIF Kolding, og han forklarer, at efter syv år med dobbeltjob som både klubtræner og landsholdsassistent, så er der nu ved at være brug for et knap så travlt program.
- Jeg synes, at det her er det rigtige tidspunkt at stoppe på og give plads til nye kræfter. Og jeg føler, at jeg stopper på toppen med lutter gode minder, også selvom det blev til nederlag mod Sverige. Det er ikke nogen hemmelighed, at når man både er klubtræner og også med på landsholdet, så er der ikke mange ledige dage i kalenderen. Nu vil jeg koncentrere mig om at være cheftræner i Kolding, og så får jeg også lidt mere tid til min dejlige familie, som har lidt afsavn i de seneste år, siger Peter Bredsdorff-Larsen.
DHFs generalsekretær Morten Stig Christensen skriver i pressemeddelelsen omkring Breddorffs stop, at 'i forbundet håber vi meget på, at vi også på et senere tidspunkt vil kunne få glæde af Peter Bredsdorff-Larsens imponerende palet af store kompetencer'. Og den afskedssalut, der åbner op for spekulationerne omkring et fremtidigt landstrænerjob til Bredsdorff, glæder da også den nu forhenværende Wilbek-assistent.
- Det er jeg glad for. Det er også et samarbejde, som jeg har været meget glad for. Det her er jo heller ikke et smæk med døren, det er en opgave, der bliver afsluttet. Og så må vi se, hvad der sker i fremtiden.
Ulrik Wilbek stopper som landstræner efter EM på hjemmebane i 2014 - der kan du jo passende afløse ham så?
- Ja, det er da også en mulighed. Men lige nu tror jeg, at det er godt for mig lige at trække vejret lidt og lade batterierne op, siger Peter Bredsdorff-Larsen, som også sender en tak af sted mod netop Ulrik Wilbek.
- Jeg er glad for, at Ulrik gav mig chancen dengang, og vi har haft et rigtig godt samarbejde, hvor der har været højt til loftet. Det har været fagligt udfordrende og til stor inspiration for mig, siger Peter Bredsdorff-Larsen.









