Usain Bolt vandt OLs 100 meter-løb i olympisk rekord-tid.
Ligesom i 2008 vandt Usain Bolt fra Jamaica atletikkens konge-disciplin, 100 meter-løbet.
Som så ofte før var Usain Bolt ikke den hurtigste i starten, men midtvejs i løbet trak han fra, og målingerne viste efter løbet, at løbe-fænomenet omkring de 65 meter var oppe på en top-hastighed på ikke mindre end 44 km/t.
Yohan Blake fra Jamaica tog sølvmedaljen i tiden 9,75 sekunder, mens der var bronze til Justin Gatlin fra USA, der tilbagelagde distancen i tiden 9,79 sekunder.
Det er personlig rekord for både sølv- og bronzevinderen, men det rakte altså ikke til at slå Usain Bolt, der løb i tiden 9,63 sekunder.
- Jeg var lidt bekymret over starten, men jeg holdt hurtigt op med at bekymre mig, og så satte jeg slutspurten ind. Jeg viste, at jeg slår til, når det gælder mesterskaber. Jeg vidste, det ville gå sådan her. Jeg kunne mærke energien fra start af, og jeg er ekstremt glad, sagde Usain Bolt efter løbet ifølge BBC.
Han fik ros af sølvvinderen:
- Usain beviste, at han er verdens hurtigste mand. Men jeg fik en medalje til mit første OL, og det skyldes ikke mindst konkurrencen med Usain og vores træner, sagde Yohan Blake.
Tidligere på aftenen var der guld til Ezekiel Kemboi fra Kenya på mændenes 3000 m forhindringsløb og til Sanya Richards-Ross fra USA på kvindernes 400 m. Kriszstian Pars fra Ungarn vandt mændenes hammerkast.










