Serven drillede for dansker mod de høje russere Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov.
Den danske herredouble Carsten Mogensen og Mathias Boe er kommet flyvende fra start.
I den første kamp ved OL mødte Carsten Mogensen og Mathias Boe det sydafrikanske herredouble Dorian Lance James og Willem Viljoen, og det endte med en overbevisende sejr.
Derfor var dysten mod de stærkere og høje russere Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov set frem til med stor spænding. Der skulle dog spilles tre set, før sejr nummer to kom i hus.
En del korte dueller dominerede kampbilledet i indledningen af det første set, og landene fulgtes side om side.
Ved stillingen 8-8 viste Mathias Boe for alvor sublim forsvarsspil, da russerne ved specielt Sozonov helt oppe ved nettet slog en lang serie af slag ned mod danskerne.
Boe blev dog for ivrig og begyndte at angribe, så russerne til sidst slog det afgørende slag ind og tog pointet.
Herefter gik det danske makkerpar ned i kadance, og særligt Mathias Boe ledte længe efter sit spil i et første set, der blev tabt 16-21.
Spillet blev ikke meget bedre i begyndelsen af andet set, hvor servene var for uskarpe og kostede point.
Hver gang danskerne var ved at få kontakt, tabte de næste bold, og midtvejs fik russerne et trepointsforspring ved 5-8.
Lidt efter smed Boe dog nervøsiteten fra sig og gik mere efter vinderslag, som gav pote. Danskerne havde pludselig føringen ved 13-10 med seks point i træk.
Den føring gav danskerne selvtillid, og det var kun den evigt dårlige serv, som holdte russerne inde i andet set.
I åbent spil fortsatte Boe og Mogensen dog den gode stil, hvilket blandt andet førte til lidt skænderier hos de russiske herrer.
Danskerne fik to setbolde ved stillingen 20-18, og det var der brug for, for først den anden fjerbold gik dansk vej, da baglinjedommeren dømte bolden ude i en situation, hvor begge de danske spillere var uden chance for at nå den.
Tredje set fik en god begyndelse, og Boe og Mogensen fik hurtigt bragt sig på 3-0.
Kun serven blev ved med at volde skade på danskerne, og føringen blev endda øget til et firepointsforspring.
Men atter kom Rusland tilbage i kampen med fight, som bedst blev eksemplificeret af Ivanovs finger, der måtte få et plaster på, fordi den blødte en smule, da han kastede sig hen ad måtten.
Danskerne skruede imidlertid op for tempoet og viste sig mere og mere overlegne i slutningen af kampen.
Sidste set blev vundet med 21-14.
Tirsdag skal Boe og Mogensen op imod Kina i deres tredje kamp ved OL, når de møder Chai Biao og Guo Zhendong.









