Anti Doping Danmarks formand, Jens Evald, erkender, at kampen mod fiflen med forbudte stoffer langtfra er overstået.
Lance Armstrong gennemgik 500 test og er aldrig officielt testet positiv. Under sommerens OL i London blev der foretaget 5.000 test, men kun rundt regnet et par håndfulde atleter, gik i fælden for brug af stoffer fra den forbudte liste.
Det kunne lyde som en fuldbyrdet succes for krigen mod doping. Men når Jens Evald, formand for Anti Doping Danmark (ADD), gør status efter snart otte år på posten, er billedet lidt mere grumset.
- Der er særlige problemer knyttet til den absolutte elite. Tag nu bare OL, hvor der blev taget 5.000 test, men med kun meget, meget få positive tilfælde. Man kan jo ikke gå ud og påstå - uden at rødme - at det så var udtryk for de reneste lege nogensinde. Det skal man nok være meget tilbageholdende med, erkender Jens Evald.
Når den tidligere Riis-rytter Tyler Hamilton står frem med et vidnesbyrd om både blodtransfusioner hos en spansk heksedoktor og et omfattende raid mod apotekerhyldens mørkelagte fyfy-afdeling, kaster det uundgåeligt skygger frem til i dag. Men er dopingkontrollen hullet som en si, eller kan vi som sportselskere regne med rene linier og lige vilkår?
- I den store sammenhæng er vi først begyndt og på vej. Man er nødt til at se det i en større sammenhæng. Hvor kommer vi fra, og hvor går vi hen? Indtil 2004 havde vi ikke en systematisk testning som i dag, men så blev hele det apparatur stablet på benene med etableringen af WADA og et forsøg på fælles fodslag, påpeger den jura-uddannede Jens Evald.
- Der er udviklet et testapparat, men det kan næppe afsløre alle. Man kan jo bare se på dem, der år efter år hævder at være blevet testet uden at blive afsløret i deres karriere, lyder vurderingen. Kapløb på to fronter Kampen mod doping er således også et kapløb på to fronter. Mellem dem, der skal afsløre snyd og dem, som iscenesætter det på vegne af atleterne.
- I professionel sport findes der læger, som gerne stiller deres ekspertise til rådighed. Det er et stort problem for antidoping-arbejdet. Vi afslører procentuelt langt flere fra breddeidrætten end i det professionelle miljø. Men at påstå, at vi har kontrol over og indsigt i den absolutte topsport, ville være forkert, lyder meldingen fra ADD-formanden, som frygter et mere udbredt problem end cykelsportens vanemistænkte.
- Jeg taler ikke kun om cykelsport. Hvem ved, hvad der foregår andre steder? Man har en fornemmelse af, at der foregår noget. Men jeg kan ikke garantere den almindelige forbruger, at de er vidne til en ren sport. Man er nødt til at forstå de problemstillinger, anti dopingmyndighederne står overfor. Vi er oppe imod sværvægtere, der har det mest sofistikerede inden for rækkevidde, både hvad angår stoffer og læger til at hjælpe, siger Evald, der helst ser sig fri for at føre dopingdebatten ind i filosofisk og moralsk kviksand.
- Systemet er, som det er. Både da Riis var aktiv som rytter og den dag i dag, er det forbudt at bruge doping. Grunden til, at der ikke er en sag mod Riis aktuelt, er, at der ikke findes beviser. På den måde står elitesport jo ikke anderledes end i andre dele af samfundet. Set med mine øjne handler det ikke om ’systemets’ og samfundets indretning, men udelukkende om, hvorvidt der er et bevis eller ej. Mit fokus har altid været, at spilleregler skal overholdes. Både af aktører og myndigheder, erklærer Jens Evald.
