Sprinteren og verdensrekordindehaveren på 100 meter, Usain Bolt, var lørdag involveret i en trafikulykke.
Ulykken skete sent om natten, da Usain Bolt sammen med nogle venner var på vej hjem fra en fest på Jamaica, da bilen forulykkede.
En talsmand for hurtigløberen fortæller ifølge usatoday.com, at Usain Bolt ikke pådrog sig fysiske skader og selv kunne gå fra ulykkesstedet.
- Han (Usain Bolt, red) har det fint, og nu slapper han af derhjemme, siger Carole Beckford, der er talsmand for Usain Bolt.
Ifølge en lokal radiostation på Jamaica var den tidligere rekordindehaver på 100-meteren, Asafa Powell, også med i bilen, da den forulykkede, men heller ikke han meldes at være kommet til skade.
Det er ikke første gang, at Usain Bolt er involveret i en trafikulykke.
Tilbage i 2009 kørte han ind i en mur og slog sin fod, men så galt gik det heldigvis ikke denne gang.









