Den 21-årige Pernille Agerholm havde sit livs bedste bordtennisdag.
Ikke blot spillede hun sig i hovedturneringen i single. Hvad der vejede endnu tungere, var 3-2 sejren i første runde i double med sin serbiske makker, Andrea Todorovic, over det seedede dansk/franske par Mie Skov og Carole Grundisch.
- Det her havde jeg ikke regnet med, lød hendes første ord efter sejren over den noget mere profilerede Mie Skov.
- Forskellen var, at vi spillede frit. Ingen regnede med os. Presset lå på dem.
De to spillere kender hinanden fra den tyske Bundesliga og kommunikerede på engelsk.
Mie Skov og ikke mindst hendes klubkammerat fra Kremlin-Bicetre virkede lammet af nerver og kom aldrig i gang. Man må håbe for Mie, at hun ikke har lagt et for stort pres på sig selv.
I deres første kamp sammen siden sidste års EM i Gdansk slog de tidligere EM-sølvvindere, nr. 12-seedede Jonathan Groth og Kasper Sternberg, sig let til anden runde fredag mod svenskerne Kristian Karlsson og Mattias Karlsson.
- Kan vi holde niveauet, når vi rigtig langt. Og hvorfor ikke til en ny finale, siger Jonathan Groth.
- Vi er sultne efter medaljer, supplerer Kasper Sternberg.
I sin første kamp fredag møder Michael Maze en lucky loser, østrigeren Stefan Fegerl, som blev nr. 2 i sin pulje og var heldig i lodtrækningen. Morten Hyrup Rasmussen skal op mod Bojan Tokic, Slovenien, og Jonathan Groth mod Ruwen Filus, Tyskland.









