Rasmus Henning opfordrer sportens profiler til at give mere af sig selv. Lad folk komme med bag kulissen – vi kan alle sammen lære noget, lyder triatletens julebudskab
2011 blev året, hvor Rasmus Henning kunne føje titlen forfatter til sit generalieblad. I november udgav han bogen ’Udfordringen’, der igennem et år følger hans kamp for at vinde den eftertragtede Hawaii Ironman.
I dag mener Rasmus Henning, at alt for mange sportsstjerner springer over, hvor gærdet er lavest, når de skriver bøger. Der er simpelthen for mange ligegyldigheder.
- Der er for mange, der ikke vil give nok af sig selv. Man får en del at vide om det, man vidste i forvejen. Det kan være sjovt at læse, men man bliver ikke meget klogere af det eller får lyst til at læse det igen. De fleste sportsfolk har en væsentlig pointe at fortælle, og det synes jeg også, de skal gøre, siger Rasmus Henning.
- Der er næppe mange sportsstjerner, der har et let og ubekymret familieliv. Det hører med til sportens natur at have spidse albuer. Det skaber konflikter, når man hele tiden sætter sig selv forrest. Jeg tror ikke på, det er så idyllisk, som mange giver udtryk for, lyder det fra triatleten, der blandt andre peger på fodboldspillernes familier som nogle, der lider under en sportskarriere.
- De er to-tre år i en by eller et land, og så skal de videre. Det er sikkert nemt for spilleren. Han gør det, han er god til og bliver hyldet. Men konen og børnene skal finde sig til rette socialt i en ny skole og et nyt sprog. Det tror jeg ikke er nemt. Den slags kunne det være interessant at høre mere om, opfordrer han.
Tæt på at splitte familien
I sin egen bog tager Rasmus Henning læseren med om bag kulissen og helt ind til familien, der er tæt på at blive splittet til atomer på grund af hans kompromisløse jagt på det ultimative mål: Sejren i jernmændenes VM, ironman på Hawaii.
Både hustruen Anita og Rasmus Henning selv kredsede i bogen om tanken om at gå fra hinanden, og pigerne på tre og fem år blev påvirket af faderens sportslige op- og nedture. Men kernefamilien overlevede og kom styrket ud på den anden side af.
En universel historie, der kan genfindes i de fleste moderne familier, og som mange kan spejle sig i, mener Rasmus Henning.
- Det er sundt for andre at se. Jeg tror, det er noget, der sker i mange forhold. Det sker også for mig, selv om mange har et billede af, at jeg har styr på alting. Der er ting, jeg ikke er verdensmester i. Vi møder også store udfordringer i livet, som vi må tackle, siger han.
- Det er en styrke, at man kan fortælle sig selv og andre, at man komme igennem sådan noget, stadig være sammen og have lært noget, så man kan håndtere den slags.
Den 36-årige triatlet opfordrer derfor kollegerne til at droppe helterollen, når der skal skrives bøger.
- Det er fedt at blive klappet på skulderen, og få anerkendelse for det man laver. Men jeg tror ikke, anerkendelsen bliver mindre, hvis man viser svaghed og sårbarhed. Det viser bare, at man er et menneske af kød og blod som alle andre. Det kan måske gøre præstationerne endnu større, opfordrer han.
Taler bedre sammen
Rasmus Henning besluttede ret hurtigt, at han selv ville give læserne fuld aktindsigt i sit liv og droppe heltehistorierne.
- Det jeg selv har læst, og som har betydet noget for mig, har været der, hvor man kom ind bagved det man vidste og forventede. Jeg havde en ambition om, at det skulle være en god og interessant bog. Vi besluttede at tale frit, og så måtte vi senere skære i det, vi ikke ville have med. Det viste sig, at vi kunne leve med stort set det hele.
’Udfordringen’ er skrevet i samarbejde med forfatter og journalist Ole Sønnichsen.
Hver dag indtalte Rasmus Henning en lydfil, som han sendte til forfatteren, og det tvang ham til at reflektere over nogle ting, han ellers ikke ville have gjort.
- Jeg har tænkt over, om jeg skulle fortsætte med det, men var bange for, at det skulle føles for kunstigt uden en modtager. Det viser bare, at det er godt at have en samtalepartner. Det har lært os i familien at blive bedre til at snakke med hinanden om de ting, vi går og tumler med. Bare det at sætte ord på følelser og tanker i løbet af dagen er ret godt, fortæller Rasmus Henning.
