Toneangivende sportsforbund opfordrer til at ansætte topatleter i forsvar, politi eller sundhedsvæsen.
Staten bør ansætte de bedste sportsfolk hurtigst muligt. Landets toneangivende og mest medaljevindende forbund opfordrer politikerne til at kopiere Tysklands model med statsansatte eliteatleter, de såkaldte ’statsprofessionelle’ eller sportssoldater.
Sådan lyder konklusionen efter en rundspørge til forbundenes sportschefer, foretaget af sporten.dk
- Det er en god ide, hvis vi skal kunne blive ved at begå os i en sport med konkurrenter, der lever på de vilkår, lyder det fra Lars Christensen, sportschef i Dansk Forening for Rosport.
Ved OL i London vandt roerne tre ud af i alt ni danske medaljer. En dansk jubelfest, der næppe bliver gentaget om fire år i Rio de Janeiro, forklarer han. Allerede i dag lever og træner mange af roernes største konkurrenter under bedre vilkår med ansættelser i staten.
- Vi kan se, at de atleter, der er på disse ordninger, er i idrætsgrenen i mange år og leverer topresultater over en lang årrække, selv i en sen alder, pointerer Lars Christensen, der opfordrer politikerne til at designe en ordning, der passer til den danske model og kultur.
Modellen med statsansatte sportsfolk bliver praktiseret i Tyskland, hvor 1.000 af landets bedste svømmere, skiskytter og andre sportsstjerner er ansat af forsvar, politi eller toldvæsen. Samtidig med at de træner, konkurrerer og vinder medaljer for nationen.
Ved sommerens OL i London var 115 ud af den 392 atleter store trup ansatte i det tyske forsvar. Sportssoldaterne stod for næsten halvdelen af den tyske medaljehøst, nemlig 43 pct. (19 medaljer, red.). Sammen med England var Tyskland den eneste nation i top-10, der forbedrede medalje-gevinsten siden 2008. En fremgang nabolandets olympiske organisation tilskriver sportssoldaterne.
Fordelen er især, at sportssoldaterne fortsætter karrieren i længere tid. En problematik som både Dansk Svømmeunion og Dansk Sejlunion, der begge taler varmt for modellen med sportssoldater, har inde på livet.
- Det er en rigtig god ide, jeg er hundrede procent med, lyder det fra Dansk Sejlunions Thomas Jacobsen, der efter OL har set både sølvvinder Jonas Høgh-Christensen og bronze-skipper Peter Lang fra 49’eren sætte karrieren på standby.
Skytten Anders Golding, der med sit sølv vandt Danmarks første medalje i London, har netop indstillet karrieren på grund af økonomien. De største nationer, USA, Tyskland, Italien og Kina, bruger alle sportssoldater, forklarer sportschefen.
- Det er nødvendigt, hvis vi skal kunne være med og konkurrere med de bedste nationer. Verdenseliten er meget hårdere i dag, end den var for 10 år siden, pointerer Linda Andersson fra Dansk Skytte Union.
- Talenterne stopper ikke, inden de reelt er udklækkede. Der er derfor flere stærke både, der kan presse hinanden. Og dem, der når verdenstoppen, har længere karrierer. Det giver flere medaljer, fordi det typisk er fra midten af tyverne til trediverne, at man topper, skriver direktør i Dansk Kano- og Kajak Forbund, Christian Jakobsen, der kalder ordningen for ren ’win-win’ for alle.
På Christiansborg er det indtil videre kun Socialdemokraterne og delvist Konservative, der går ind for en dansk model med statsansatte sportssoldater eller -betjente.






