Løb 3.40.6 på den klassiske distance, men fremtiden ligger på 5.000 og 10.000 meter
Danmark har fået en ny 1500 meter-løber af international klasse: Den 25-årige Århus 1900-løber Morten Munkholm. I engelske Watford skar han næsten tre sekunder af sin hidtil bedste tid og løb 3.40.6 (manuel tidtagning) på den klassiske distance.
Det giver ham en ottendeplads på alle tiders danske rangliste lige foran den tidligere verdensrekordindehaver Gunnar Nielsen, KIF, som i 1955 løb 3.40.8.
- Der er mere at komme efter. Jeg håber at gå under 3.40 i år, siger den elegantløbende, ambitiøse og træningsflittige Århus-løber.
Morten Munkholm deltager næste weekend i hold-EM på Malta og er kvalificeret til EM i Barcelona 26. juli-1. august. Han bliver således den første mandlige danske repræsentant på 1500 meter siden Mogens Guldberg i EM 1994.
Den jyske komet er det sidste halvandet år blevet trænet af den tidligere nordiske rekordholder på 1500 meter, Niels Kim Hjorth (3.36.01 i 1986).
- Morten er inde i en stabil udvikling, og det her er kun begyndelsen. Hans fremtid ligger på 5.000 og 10.000 meter. OL i London 2012 er et naturligt mål, siger Niels Kim Hjorth.
De hurtigste danskere på 1500 meter gennem tierne (årstal i parentes):
3.31.17 Robert Kiplagat Andersen, Sparta (1997)
3.35.03 Mogens Guldberg, Sparta (1990)
3.36.01 Niels Kim Hjorth, Skive (1986)
3.36.8 Tom B. Hansen, Skovbakken (1973)
3.37.63 Lars Bøgh, Århus 1900 (1992)
3.39.4 Gerd Larsen, Haderslev (1972)
3.39.6 Ruben Sørensen, Randers (1979)
3.40.6 Morten Munkholm, Århus 1900 (2010)
3.40.8 Gunnar Nielsen, KIF (1955)
3.42.08 Jan Friedli, Trongaarden (1988)