Efter sejren i Finlands Grand Prix-finale går han efter en forbedring af sin nordiske rekord i 2000 meters højde i Armenien.
Morten Jensen slog sin position fast som kongen af Norden.
Det skete i Joensuu tæt på den russiske grænse, hvor han udklassede den tidligere finske VM-bronzevinder Tommi Evilä. Med et spring på 8,10 meter i plus 1,4 sekundmeter vandt han ikke blot den finske Grand Prix-finale, men sikrede sig også den samlede sejr i seriens fem stævner.
I fire af dem er han landet ude over otte meter-grænsen, og i ti af sine 22 konkurrencer i denne sæson (inkl. indendørs) har han sprunget over otte meter med 8,21 meter i Espoo som årsbedste.
EM-kikset i Barcelona står på minussiden.
- Det er rart at kunne sætte tingene på plads, siger Morten Jensen til sporten.dk med tanke på sejren over sin evige nordiske rival, Tommi Evilä.
- De kommende uger tager jeg så mange konkurrencer som muligt, bl.a. springer jeg i italienske Rieti og 12. september i 2000 meters højde i Armenien, hvor målet i den tynde luft er en forbedring af min nordiske rekord på 8,25 meter. Det bliver interessant.
Den danske mester på 400 meter, Nicklas Hyde, blev toer i Joensuu i 47.62.








