Lige nu er det pigerne, der sætter dagsordenen på svømmelandsholdet. Seks ud af de 11 svømmere er kvinder - med verdensmester Lotte Friis i spidsen
Rikke Møller Pedersen, 21 år
Klub: Frem/NTC
Rikke Møller Pedersen er dansk svømnings svar på en Iphone . I efteråret bragede hun gennem vand-muren og kom på alles læber med europarekorder på 100 og 200 meter bryst på kortbane.
Senere på året forbedrede hun endda tiden til et World Cup-løb i Moskva - i alt fem gange snittede hun tid af rekorderne.
Tre gange på 100 meter og to gange på 200.
Fantom-året kulminerede, da hun blev kåret til Årets Fund i dansk idræt 2009.
Til VM sidste år, der hvor Friis vandt guld, svømmede hun sig direkte ind i verdenseliten med en sjetteplads på den prestigiøse 100 meter bryst.
Til EM får Rikke Møller det dog svært, idet russeren Yulia Efimova for nylig i den grad har fundet torpedo-formen, efter de teknologiske fantom-dragter blev forbudt.
Men meget kan ske, og det hele handler om, hvem der er stærkest på dagen, og hvem der topper formen på det rigtige tidspunkt.
Under alle omstændigheder er Rikke Møller Pedersen et godt bud på dansk metal - af enhver karat.








