Tyson Gay overvejer seriøst at satse på 400 meter til OL om to år i London.
Amerikanske Tyson Gay overraskede de fleste, da han besejrede Usain Bolt ved deres duel i Diamond League tidligere på måneden. Men sejren får ikke Gay til at satse udelukkende på 100 meter fremover.
I stedet vil den hurtige amerikaner til at prøve kræfter med den firedobbelte distance, som han overvejer at stille op på ved OL i London om to år.
- Jeg vil gerne med på 400 meter-stafet holdet sammen med Jeremy Wariner og de andre, siger den 28-årige amerikaner, der til trods for, at han normalt står i skyggen af Usain Bolt, faktisk har løbet årets hurtigtste tid i 2010 på 100 meter.
Gay har allerede forsøgt sig på 400 meteren i år ved et mindre stævne udenfor det internationale rampelys, og hans tid må få de fleste af verdens bedste 400 meter-løbere til at frygte den dag, hvor han satser seriøst på den hele omgang.
- Jeg har løbet 44,89 i år, men jeg kan løbe hurtigere næste gang jeg 400 meter.
- Selvfølgelig er 400 meteren en hård disciplin, den gør dig svimmel i hovedet og giver dig ondt i maven, men jeg vil prøve den. Jeg kan også være en hård fyr, siger den ellers så generte og tilbageholdende Tyson Gay.
Han er storfavorit til at vinde 100 meteren ved fredagens Diamond League-stævne i Bruxelles, hvor han hverken bliver udfordret af Bolt eller af den anden lynhurtige jamaicaner, Asafa Powell.
Og Gay ved godt, at han forventes at vinde - og måske også sætte en ny personlig rekord.
- De sidste to år har journalisterne spurgt mig, om det var muligt at slå Bolt på 100 meter. Det er der ingen, der spørger mig om siden Stockholm.
- Jeg kan mærke, at jeg stadig har mere i mig. Jeg er ikke helt tilfreds med det, som jeg har præsteret i år. Det er sandt, at jeg er den hurtigtste mand i verden i år, men fysisk og mentalt føler jeg mig i stand til at forbedre min bedste tid (9,69), hvis forholdene er gode.
- Det er det, som jeg går efter fredag.








