Lotte Friis, Jeanette Ottesen og de øvrige danske svømmestjerner får hjemmebanefordel, når EM i kortbane næste år skal afholdes i Danmark.
Det er blevet afgjort på en kongres i Lissabon, hvor Danmark fik tildelt værtsskabet efter duel med Israel. Det bliver Jyske Bank Boxen i Herning, som skal agere arena for begivenheden, der finder sted fra d. 12.-15. december.
I en pressemeddelelse udtrykker direktør i Dansk Svømmeunion Pia Holmen stor glæde over, at det for første gang er lykkedes Danmark at få et EM for seniorer til landet.
- Vi har i mange år haft verdensklassesvømmere. Det er derfor stort, at vi næste år sammen med Sport Event Danmark og Herning Kommune kan give disse svømmere hjemmebane ved et EM, lyder det fra Pia Holmen.









