Da Jamaica satte ny verdensrekord på 4x100 meter-stafetten, løb Usain Bolt de sidste 100 meter på 8,70 sekunder.
Det gør en stor forskel, om man starter på en 100 meter stående eller om man allerede er i løb. Derfor er det muligt at løbe 4x100 meter stafetløb på under 37 sekunder, sådan som Jamaica gjorde det ved OL, hvor kvartetten satte ny verdensrekord.
En stærkt medvirkende årsag til den nye rekord var sidstemanden på holdet, den nu seksdobbelte olympiske guldvinder Usain Bolt. Det tyske atletikforbund har gennemgået optagelserne af rekordløbet, og man har med vanlig grundighed analyseret sig frem til, at Bolt løb de sidste 100 meter på 8,70 sekunder - en tid, der er 0,93 sekund hurtigere end da han vandt guldet på samme distance individuelt foran Yohan Blake.
Her er hele den jamaicanske kvartets 100 meter-tider undervejs. Den sammenlagte tid giver ikke 36,84, da det er tiderne for hver enkelt løbers 100 meter, der er målt - og ikke hvornår depechen har skiftet hænder. Det skal den som bekendt bare gøre inden for skiftezonen.
Nesta Carter:10,28
Michael Frater: 9,07
Yohan Blake: 9,09
Usain Bolt: 8,70
Bolt må dog nøjes med, at hans nye supertid kun er en tangering af landsmanden Asafa Powells tid for fire år siden ved OL i Beijing, hvor Powell var sidstemanden på den guldvindende 4x100 meter stafet.








