Atletikkens superstar var skuffet over nederlaget i Stockholm.
Det så så let ud, da Usain Bolt cruisede igennem det indledende heat på 100 meter i 10,10 ved Diamond League-stævnet DN-Galan i Stockholm fredag aften. Men i finalen fik han stryg af sin evige rival, amerikanske Tyson Gay.
Bolt var med 9,97 slet ikke i nærheden af Gay, som vandt i 9,84. Ny stadionrekord og en diamant til 60.000 kroner til Gay.
- Den får min mor, sagde en glad Gay.
Bolt var skuffet, men fattet efter nederlaget.
- Jeg er lidt skuffet, men jeg kan ikke vinde alt, sagde Bolt, som tidligt var langt efter Gay og aldrig nåede helt op i nærheden af amerikaneren.
- Jeg kan også få tæv. Jeg er ikke uovervindelig, og jeg har ikke forberedt mig lige så godt til denne sæson, som jeg gør til et mesterskabsår (OL eller VM, red.). Det kommer ikke til at ske igen næste år, hvor der er VM. Der vil jeg være i absolut topform, sagde Bolt som blev forstyrret, da starten måtte udskydes i to omgange.
Først måtte starteren udsætte starten, da klokken blev ni og Stockholms kirkeklokker begyndte at bimle lystigt. Og i andet forsøg blev han forstyrret så meget af både publikums og fotografernes blitz-lys, så han valgte at kalde løberne til omstart.
- Jeg fik en ussel start sammenlignet med normalt, men det var kun min egen fejl. Jeg var for ufokuseret, konstaterede Bolt.
Nederlaget kommer præcis to år efter Bolt sidst tabte på en 100 meter. Dengang foregik det også på det olympiske stadion i Stockholm, og der var overmanden Asafa Powell, der også skulle have deltaget i gårsdagens store duel, men som måtte melde afbud på grund af en skade.
- Jeg kan ikke sige, at jeg er specielt vild med det her sted, sagde Bolt efter sejren. Spørgsmålet er om arrangørerne kan lokke ham til start igen næste år, eller om sprinterkongen har fået nok svenske bank nu.
Tyson Gay var tilfreds, men ikke helt oppe at ringe, selvom han endelig slog Bolt efter mange forgæves forsøg.
- Jeg er glad, men jeg ved også, at Bolt ikke er 100 procent i form lige nu.








