OL-sølvvinderen Yohan Blake vandt 100-meter i Lausanne i supertiden 9.69.
Måske skal Usain Bolt være glad for, at han valgte at løbe 200 meter og undgik en duel med træningskammeraten Yohan Blake på 100 meter i Diamond League-stævnet i Lausanne
OL-sølvvinderen Blake imponerede med sejren på 100 meter i stævnerekorden 9.69, blot seks hundrededele fra Bolts vindertid i London.
Kort efter vandt Usain Bolt 200 meteren i 19.58, men virkede en anelse slidt. Han havde da også inden løbet udtalt, at det har været en stresset sæson, og at det vigtigste for ham var at slutte året skadesfri.
Om den seksdobbelte OL-guldvinder også vil være kongen i 2013 er et åbent spørgsmål. Yohan Blake kommer tættere og tættere på.
Det schweiziske Diamond-stævne var sæsonens elvte (ud af 14) og havde 13 individuelle OL-guldvindere på startlisten.
Der var lagt op til et attentat på cubaneren Dayron Robles verdensrekord på 110 meter på 12.87, men favoritten Aries Merritt, USA, tyvstartede og blev diskvalificeret, og Jason Richardson, USA, vandt i 13.08.









