Rommedahl matchvinder i sin græske debut

I sin første kamp for græske Olympiakos blev Dennis Rommedahl matchvinder. Han scorede til 2-1 i Europa League-kampen mod Maccabi Tel Aviv.

Den danske landsholdsspiller i fodbold Dennis Rommedahl har fået en drømmestart for sin nye græske klub, Olympiakos.

Torsdag aften blev Rommedahl, der i sommerpausen er skiftet til den græske storklub fra hollandske Ajax, matchvinder for grækerne i sin debut.

Rommedahl blev matchvinder i 2-1-hjemmesejren over israelske Maccabi Tel Aviv i tredje kvalifikationsrunde til Europa League.

Israelerne var foran med 1-0, inden det græske hjemmehold fik udlignet midtvejs i anden halvleg. Med lidt over et kvarter tilbage scorede Rommedahl det afgørende mål.

Rommedahl var med i startopstillingen og blev udskiftet små 10 minutter efter sin vigtige scoring. Holdene mødes på torsdag i næste uge til returkampen.

/ritzau/