Rødovre tæt på bronzen
Rødovre (røde dragter) vandt den første bronzekamp i Odense og fremstår nu som favorit til at tage medaljerne. Foto: Jeppe Michael Jensen
Rødovre Mighty Bulls vendte 1-4 til 6-4 sejr i den første bronzekamp i Odense.
Den første bronzekamp fredag aften i Albani Arena i Odense tog en sensationel vending midt i 2. periode.
Med en 4-1 føring var Odense Bulldogs på vej mod en komfortabel udgangsposition inden returkampen lørdag kl. 19.45 i Rødovre Skøjte Arena. Men så tog tyrene fat, scorede fem mål på stribe og vandt 6-4.
RMB-coach Magnus Sundquist måtte bruge store bogstaver for at vække sine spillere.
- Selv om Odense startede godt, var det for slapt at komme bagud med tre mål. Mange fans var taget med til Odense for at støtte os. De fortjente bedre, siger Magnus Sundquist.
Christian Larrivée, Mike Oliveira, Alexander Sundberg og Michael Sauffaus var nøglespillere i Rødovre-sejren.
Rødovre Mighty Bulls mål for den kommende sæson er at samle topspillere, tilskuere og sponsorer på Sjælland ét og samme sted. Og i forbindelse med andet og sidste akt i bronzeserien præsenteres mindst to nye spillere, Lasse Degn og Ronni Thomassen, som kommer fra henholdsvis Nordsjælland Cobras og Totempo Hvik.
AL-Bank Ligaen, 1. bronzekamp
Odense Bulldogs-Rødovre Mighty Bulls 4-6
Periodecifre: 2-0, 2-3, 0-3
Returkamp lørdag kl. 19.45 i Rødovre Skøjte Arena