Wilbek: Serbien ser godt ud

Serbernes tidligere træner Vujovic har et blakket ry på grund af sit temperament. Meget har ændret sig siden trænerskiftet, mener Wilbek. Foto: Claus FiskerSerbernes tidligere træner Vujovic har et blakket ry på grund af sit temperament. Meget har ændret sig siden trænerskiftet, mener Wilbek. Foto: Claus Fisker

Der er stor respekt for serberne i den danske lejr før søndagens VM-brag.

Landstræner Ulrik Wilbek lægger ikke skjul på sin store respekt for aftenens VM-modstander, Serbien.

- Det er en nøglekamp. Ingen tvivl om det. Vinderen af kampen er næsten sikker på allerede at have to point med over i mellemrunden, og Serbiens kamp mod Egypten viste, at de mener det her alvorligt, siger landstræneren efter en god nats søvn oven på Danmark storsejr over Brasilien.

- Serbien har to gode, internationale spillere på hver plads, som spiller på topniveau. Det er de to backs, Aleksandar Stojanovic og Momir Ilic, som målmæssigt er de store profiler på holdet, og så var der jo målmanden fra Torrevieja i Spanien, Dimitrije Pejanovic, der kom ind i anden halvleg og afgjorde kampen. Så ham vil vi også lige ofre lidt tid på, siger landstræneren og tilføjer:

-Men for os handler det om at få tempo i spillet. Serbiens forsvar så godt ud mod Egypten, der havde det svært. Vi skal gerne have sat så højt et tempo, at det serbiske forsvar bliver udfordret mere. Vi skal selvfølgelig også løbe kontraen. Vi er opmærksomme på, at serberne byttede to mand mellem forsvar og angreb i første halvleg mod Egypten.

Ulrik Wilbek afviser i øvrigt, at serberne spiller brutalt, hvilket de ellers tidligere har været kendt for.

- Jeg synes, det har ændret sig. Det var på ingen måde brutalt mod Egypten. Men de har jo også fået en anden træner, griner Wilbek med henvisning til den tidligere serbiske landstræner, Veselin Vujovic, der mildt sagt havde sin egen stil og opfattelse af, hvordan håndbold skulle spilles.

Vujovic, engang kåret til verdens bedste spiller, blev verdensberygtet, da han i 2002 som Ciudad Real-træner i en Europa Cup-kamp kung fu-sparkede Flensburgs Lars Christiansen og også i samme opgør overfaldt Lars Krogh Jeppesen, hvilket kostede ham karantæne.

Det har han i øvrigt igen, fordi han i en anden Europa Cup-kamp for nylig overfaldt et dommerpar. Det kostede en bøde og et års karantæne. 

Det serbiske landshold trænes i dag af Jovica Cvetkovic.