Her er manden bag balladen i FCK

Foto: Nils Mogensen Svalebøg Foto: Nils Mogensen Svalebøg

Der er intern uro i Parken, og ifølge sporten.dk og business.dk’s kilder er storaktionæren Erik Skjærbæk hovedårsagen hertil

Det er ikke mere end tre uger siden, at Don Ø overlod posten som bestyrelsesformand i parken til Lars Johansen, men sidstnævnte kan allerede være på ud igen.

Sporten.dk og business.dk erfarer fra centrale kilder, at Lars Johansen og et andet af bestyrelsens medlemmer Flemming Lindeløv er så utilfredse med storaktionær Erik Skjærbæks ageren, at de er tæt på at trække sig.

Flemming Østergaard har også erkendt, at en af årsagerne til, at han forlod posten som formand var, at de nye store aktionærer – heriblandt Erik Skjærbæk – havde andre visioner og idéer for Parken.

Sporten.dk giver dig her et indblik i, hvad det er for en mand, der skaber uro i Parken:

Erik Jensen Skjærbæk. Den Visionære Maskinmester bliver han kaldt. Født i Thy, uddannet fra Sjørring Maskinfabrik med senere ansættelse hos rederiet Dannebrog og DFDS.

I 1998 købte han sammen med partneren Jan Struve Svendborg Brakes for 20 mio. kr. og øgede overskuddet fra 8 mio. kr. til 85 mio. kr., inden han i 2008 solgte virksomheden til den engelske kapitalfond Doughty Hanson for 3,4 mia. kr., hvorved han selv scorede 1,7 mia. kr. Så pakkede han taskerne, solgte sine seks huse på Sydfyn og flyttede sammen med sin kone og teenagebørnene Sarah og Viktor til Luxembourg.

Milliardæren Erik Skjærbæk købte i foråret en stor aktiepost i Parken Sport & Entertainment, men trods sin involvering i en virksomhed, som nyder stor pressebevågenhed, ønskede han ikke at udtale sig til pressen. Det har han senere lavet om på, og inden sin indtrædelse i bestyrelsen sagde han til berlingske.dk:

- Det, jeg kan tilføje i Parken, er sund jysk fornuft, og det vil jeg selvfølgelig gøre. Jeg ved dog ikke præcis, hvad min opgave bliver endnu. Nu skal jeg først vælges ind og så kan jeg bagefter forholde mig til de konkrete opgaver.

Sammen med en anden storaktionær Karl Peter Korsgaard Sørensen har han bragt jysk og fynsk sparsommelighed og fokus på detaljen ind i bestyrelsen, og B.T. og Berlingske Business har tidligere erfaret fra flere kilder, at der i bestyrelseslokalet har været et regulært kultursammenstød mellem dem og den nu afgåede formand, Flemming Østergaard.