Målvogter i topklasse
Rikke Schmidt viste for alvor vejen for KIF/Vejen, da holdet slog Svezda Zvenigorod i Europa Cup'en for pokalvindere. Foto: Liselotte Sabroe
Rikke Schmidt og stærkt forsvar bag overraskende sejr til KIF/Vejen.
Det er seks år siden, at KIF/Vejens målvogter Rikke Schmidt vandt OL-guld.
I Athen var hun en fremragende målvogter for det danske landshold, og det er hun stadig for sit klubhold – mod russerne med en redningsprocent omkring de 50.
Desværre har hun meddelt, at hun stopper efter denne sæson.
Rikke Schmidt viste hele klassen, da KIF/Vejen vandt en overraskende sejr på 24-23 (12-9)over russiske Svezda Zvenigorod, der for to år siden vandt Champions League. Nu er det russiske hold, der i sidste runde slog FC Midtjylland ud, favorit til at vinde årets europæiske Cup for pokalvindere, men KIF/Vejen skal altså først elimineres
Det sker sikkert også, selv om KIF/Vejen forsvarsmæssigt står virkelig stærkt.
Den russiske landstræner Evgenij Trefilov optrådte, som man kender ham i første halvleg råbende og skrigende overfor sine spillere, der ikke ligefrem lignede størsteparten af de kvinder, der for tre måneder siden i Kina vandt VM.
Bjørnen var efter pausen mere tavs, men kropsproget viste, at han endda var rigtig vred.
Stjernen over dem alle Luidmila Postnova er set meget bedre og blev klart overgået af Vejens Maida Arslanagic, som den tidligere GOG-målvogter Inna Suslina aldrig fik fat i. 10 gange bankede Arslanagic bolden i nettet, mens Postnova kun nåede det halve antal mål
Men også Susanne Kastrup på venstre fløj viste landstræner Jan Pytlick, at hun nok ikke burde være droppet til hans landsholdstrup.
"Irriterende med de tekniske fejl det sidste kvarter. Ærgerligt at sætte en fem-seks måls føring over styr," sagde Rikke Schmidt til TV2.