Tester benhård blodtræning

Helle Frederiksen. Foto: www.hellefrederiksen.comHelle Frederiksen. Foto: www.hellefrederiksen.com

Forsøg med højdetræning skærper formen for dansk medaljehåb

Guldfireren og landsholdet i triatlon er netop nu på træningslejr sammen i Italien. Strabadserne foregår højt i de italienske bjerge, hvor blandt andet langrend er en del af den daglige menu.

For triatlon-medaljehåbet Helle Frederiksen er træningslejren en del af de langstrakte forberedelser op til OL i London.

- Vi trænede 30 timer i sidste uge, og jeg har vænnet mig godt til højden. Nu glæder jeg mig til at se, om det bærer frugt. Det er et OL-projekt, hvor vi træner og ikke mindst bor i højden, og det skulle gerne have en effekt på hæmoglobin-niveauet i blodet. Vi fik det målt inden vi tog afsted, og jeg skal have målt det igen, når vi kommer hjem, siger Helle Frederiksen til Sporten.dk.

Metoden med at bo og træne i højderne er ganske lovlig. Meningen er, at de danske atleter skal bo højt i tiden op til OL, for derved at påvirke blodets hæmoglobin-niveau. Det forbedrer præstationen under de hårde konkurrencer.

Samarbejdet med Guldfireren og de andre roere på landsholdet foregår tilsyneladende positivt, fortæller den kvindelige triatlet.

- Det er ret sjovt at stå på ski med roerne. Der er en god synergieffekt mellem os, og konkurrencen er i top. Det er fedt, at to forbund er i stand til at få så meget positivt ud af hinanden, siger Helle Frederiksen.