Par nummer 7 under pres

Michael Mørkøv (tv): - Selvom det er hårde konkurrenter, vi er oppe imod, så tror jeg stadigvæk, Alex og jeg har rigtig gode muligheder for at tage sejren. Foto: EPA (arkivfoto)Michael Mørkøv (tv): - Selvom det er hårde konkurrenter, vi er oppe imod, så tror jeg stadigvæk, Alex og jeg har rigtig gode muligheder for at tage sejren. Foto: EPA (arkivfoto)

Der er lagt op til en forrygende finale i Ballerup Super Arena, når det københavnske 6-dagesløb afgøres tirsdag aften.

Fire par har i realiteten chancen for at vinde.

Men det er langt fra sikkert, at det danske toppar, Alex Rasmussen og Michael Mørkøv, snupper førstepladsen.

Da mandag aftens afsluttende jagt var afviklet, måtte de tage til takke med en samlet tredjeplads  - én omgang efter de førende hollændere Danny Stam og Peter Schep.

Dette faktum ser Michael Mørkøv dog ikke som det store problem.

- At hollænderne nu er alene i front med en omgang ned til os tre andre betyder ikke så meget. Inden finalejagten har vi nemlig alle tre fået en bonusomgang, når vi passerer 200 point, så vi starter jagten på omgangshøjde, siger han og tilføjer:

- Selvom det er hårde konkurrenter, vi er oppe imod, så tror jeg stadigvæk, Alex og jeg har rigtig gode muligheder for at tage sejren. Jeg tror, at når først vi skruer helt op for hastigheden, så kan vi gøre den afgørende forskel.