Bøjgaard vraget til fordel for Werge

Foto: Ikke oplyst

Carsten Werge har fået Jimmy Bøjgaards tjans som kommentator for VM i ishockey.

Jimmy Bøjgaard og TV-ishockey har i mange år været tæt forbundet i en succesrig cocktail. Men det bliver der lavet om på nu.

Selvom Jimmy Bøjgaard har kommenteret det danske ishockeylandshold i flere år, har den nye TV-station TV3 Sport1 valgt, at de vil have en anden mand på posten fremover. Carsten Werge, som ellers er kendt som fodboldkommentator, skal kommentere landsholdets kampe og således også VM-slutrunden i Stockholm til maj. Som sidekick får Carsten Werge den erfarne Olaf Eller ved sin side.

Sportschef for TV3 Sport1 Peter Nørrelund bekræfter udskiftningen i kommentatorboksen, men ønsker ikke at fortælle om bevæggrunden.

- Jeg har sådan et godt princip om, at personalepolitik diskuterer jeg med mit personale. Men jeg kan bekræfte, at Carsten Werge kommenterer i aften (Danmark-Ukraine, red). Werge har tidligere har kommenteret en lang række af ishockey-kampene, bl.a. OL-turneringer, siger Nørrelund.

Jimmy Bøjgaard skal fortsat kommentere ishockey i den hjemlige turnering, AL-bank Ligaen. Han understreger, at han ikke har så mange kommentarer til, at han ikke længere skal kommentere ishockey-landsholdets kampe, men siger til sporten.dk;

- Sidste år indgik jeg en aftale med Viasat/TV3 SPORT, som jeg startede hos ved årsskiftet. Jeg er tilfreds med aftalen, og med at være en del af alle væsentlige rettigheder på vore mange kanaler. Fremtiden for mig og mine kolleger ser meget spændende ud.

For Carsten Werges vedkommende bliver det et comeback til puck, skøjter og orgelmusik. Sidst Werge kommenterede ishockey var til OL i Nagano i 1998. Siden da er der kommet nye navne på isen, men Werge lover, at han er opdateret på is-nyt.

- Jeg har læst op på lektien og glæder mig til opgaven. Det bliver en fantastisk spændende turnering, siger Carsten Werge om både OL-kvalifikationsturneringen i Vojens og den forestående VM-slutrunde i Sverige, hvor Danmark er kvalificeret.

TV3 Sport1 så for nylig dagens lys, da TV2 Sport blev opkøbt af Viasat. 27 medarbejdere fra TV2 Sport blev dengang fyret, heriblandt TV-værten, Anders Sigdal. Claus Elming kommenterede NFL på TV2 Sport sammen med Jimmy Bøjgaard, og da nedskæringerne på TV2 Sport blev en kendsgerning, kunne han i første omgang ikke se sig selv som en del af TV3 Sport1.

Elming fortæller torsdag, at hans situation endnu er uafklaret, men at han forventer en løsning indenfor 14 dage.