Medie: Lindegaard foran United-exit

ARKIVFOTO. Anders Lindegaard kan ifølge engelsk medie være på vej til United-exit. Foto: DYLAN MARTINEZARKIVFOTO. Anders Lindegaard kan ifølge engelsk medie være på vej til United-exit. Foto: DYLAN MARTINEZ

Et sommerindkøb af Stoke-keeper Asmir Begovic kan sende Anders Lindegaard væk fra Manchester United.

Det så længe næsten for godt ud til at være sandt. Med flere kampe i startopstillingen i efteråret, havde Anders Lindegaard konsolideret sig som førstemålmand i mægtige Manchester United.

Men så kom skaden, og pladsen som manager Sir Alex Fergusons foretrukne gik tabt. Siden har David de Gea stille og roligt bidt sig fast som førstemålmand i United. Lørdag blev det endda til store roser til spanieren for indsatsen i 1-0-sejren over Fulham.

Nu melder engelske Sunday People, at Lindegaards United-eventyr allerede kan være slut til sommer.

Mediet mener at vide, at Alex Ferguson allerede har besluttet at hente Stokes stærke målmand, Asmir Begovic, som supplement til spanske David de Gea. Bosnieren har længe været rygtet til Old Trafford, og et forestående skifte sandsynliggøres yderligere af, at Stoke på transfervinduets sidste dag hentede den talentfulde Birmingham-keeper Jack Butland.

Butland var også ønsket af Chelsea, men valgte ifølge Sunday People at skifte til Stoke, fordi han blev garanteret førsteholdsfodbold i Stoke fra næste sæson. Det kan bane vejen for Asmir Begovic' drømmeskifte til Manchester.

Samtidig vender Ben Amos, Englands U21-landsholdsmålmand, efter sommerferien vender tilbage til United fra et låneophold i Hull, hvilket endegyldigt kan sende Anders Lindegaard ud i mørket.

Danskerens agent afviser dog historien.

- Jeg forholder mig ikke til alle mulige rygter. Anders fokuserer på at blive en bedre målmand, og det er det, vi tænker på, siger Michael Steensgaard til sporten.tv2.dk.