Ny formand erstatter Bjerregaard

Per Bjerregaard går af som formand for Brøndbys amatør-afdeling efter 40 år. Foto: Claus BechPer Bjerregaard går af som formand for Brøndbys amatør-afdeling efter 40 år. Foto: Claus Bech

Brøndby IF har fået ny formand for amatørafdelingen, hvor Per Bjerregaard havde været formand siden 1973.

Efter en omtumlet dag med kontra-meldinger i pressen og forhandlinger om klubbens fremtid har Brøndby IF's amatørafdeling valgt ny formand.

Det er ifølge Tipsbladets oplysninger den tidligere suppleant i bestyrelsen Christian Barrett, der er ny formand for amatørafdelingen.

Han tager over fra Per Bjerregaard, der første gang blev formand tilbage i 1973.

Christian Barrett er filialdirektør i Arbejdernes Landsbank og har været engageret i forskellige roller i Brøndbys amatørafdeling.

Per Bjerregaards engagement i Brøndby IF har vakt stor bevågenhed i de seneste måneder og år - også efter Bjerregaards stop i den professionelle afdeling.

Amatørafdelingen i Brøndby IF kommer til at spille en afgørende rolle, såfremt den professionelle afdeling går konkurs, en konkurs der sandsynligvis vil betyde, at Brøndby IF fra sommerferien vil spille i Danmarksserien.

Brøndby IF arbejder i øjeblikket på at skaffe en aftale med Spillerforeningen, så Superliga-klubben har penge nok til at betale lønninger indtil midt på foråret, hvor klubben satser på at hente et stort tocifret eller et trecifret millionbeløb i en aktieudvidelse.

tipsbladet.dk