Malaga: Hvorfor skal vi smides ud?
Malaga er blevet udelukket fra fremtidige europæiske deltagelser, og det forstår de ikke meget af. Her ses Malaga-spilleren Isco. Foto: Jorge Guerrero
Spanske Malaga er særdeles utilfredse med UEFAs behandling af klubben, som er blevet udelukket af europæiske turneringer.
Tidligere i dag meddelte det europæiske fodboldforbund (UEFA), at den spanske Primera Division-klub Malaga var en af i alt ni klubber, som ville blive sanktioneret som følge af økonomisk uansvarlighed. I den spanske klubs tilfælde hed det sig, at den ville blive udelukket fra at medvirke i den næste europæiske turnering, den kvalificerede sig til. Den beslutning møder selvsagt stor kritik i den sydspanske klub.
- Malaga ønsker at udtrykke sin totale uenighed i den beslutning, som UEFA traf i dag. Klubben mener, at sanktionerne mod Malaga er aldeles uretfærdige, skriver Malaga ifølge Ritzau på sin hjemmeside.
- Klubben mener, at den bliver gjort til ”syndebuk” og ”et eksempel” af UEFA med denne unfaire behandling, skriver klubben.
Malaga fik også en pengebøde på 300.000 euro, og klubben skal senest den 31. marts 2013 bevise, at den er gældfri i forhold til spillere og myndigheder.
Malaga har dog fået lov til at fortsætte i denne sæsons udgave af Champions League.
tipsbladet.dk