Laudrups cup-succes: Et brændende ønske

Foto: STEFAN WERMUTH Foto: STEFAN WERMUTH

Ifølge Michael Laudrup var hele holdet indstillet på at give den fuld gas, da Swansea i aftes slog Middlesbrough med 1-0 i Capital One Cuppen.

Swansea skulle i går forsøge at spille sig et skridt tættere på europæisk fodbold i næste sæson ved at kvalificere sig videre til semifinalerne i Capital One Cup, og det var ikke vilje, der manglede hos de walisiske spillere. Faktisk krævede det sin mand at finde det rette spændingsniveau.

- Alle ønskede brændende at gøre det godt, alle
ville vinde. Vi var næsten overivrige i første halvleg. Når du er så forhippet
på at vinde noget, kan det indvirke på dine rutiner. Middlesbrough
pressede os, men i anden halvleg kom vi godt i gang og tog kontrol med kampen,
sagde Laudrup til Sky Sports efter kampen.

Laudrup hyldede desuden den specielle charme og magi, der kan være til stede i en cupturnering.

- For mindre klubber er det fantastisk at have
chancen for at spille en finale, bare at kunne drømme om at stå med
trofæet i hænderne er stort. Det fantastiske ved cupfodbold er, at alt kan ske,
hvilket vi så i går med Bradfords sejr, siger Laudrup til Sky Sports.

Laudrup og Swansea skal i semifinalen møde enten Bradford, Aston Villa eller vinderen af kampen mellem Leeds United og Chelsea.

tipsbladet.dk