Kim Andersson-gensyn med Kiel

Kim Andersson var med på Kiels hold, da tyskerne i maj i år vandt Champions League-finalen over Atletico Madrid. Nu vender KIFs svensker tilbage til Kiel for en kort bemærkning Foto: JONAS GUETTLERKim Andersson var med på Kiels hold, da tyskerne i maj i år vandt Champions League-finalen over Atletico Madrid. Nu vender KIFs svensker tilbage til Kiel for en kort bemærkning Foto: JONAS GUETTLER

Svenskeren og det øvrige KIF prøver kræfter med verdens bedste klubhold

Den svenske stjerne i KIF Kolding København, Kim Andersson, vender tilbage til THW Kiel, hvor han spillede i syv sæsoner, før han kom til KIF. Men kun for en kort bemærkning.

KIF har nemlig aftalt med verdens bedste håndboldhold, at de to mandskaber mødes i en opvisningskamp i Sparkassen-Arena i Kiel umiddelbart efter afslutningen på VM i Spanien i slutningen af januar.

Kampen markerer 'starten på 2013' for det tyske tophold, inden jagten går ind på at genvinde såvel det tyske mesterskab som Champions League-titlen.

- Anden sæsonhalvdel begynder straks efter (VM). og derfor er det vigtigt, at vores drenge hurtigst muligt bliver sammenspillet igen, siger Kiels manager Klaus Elwardt på Kiels hjemmeside.

THW Kiel sætter allerede billetter til kampen til salg på klubbens hjemmeside lørdag den 1. december, og med udsigt til et gensyn med den i Kiel meget populære Kim Andersson kan man ikke afvise, at der vil blive run på salgsstederne fra start. THW Kiel har tradition for at have udsolgt på hjemmebane, selv om det betyder over 10.000 solgte billetter.

De to hold skal i øvrigt også mødes på dansk grund, men hverken tid eller sted er aftalt endnu. Det kan dog blive en kamp som optakt til næste sæson, der begynder i september 2013.

For KIF-spillerne bliver kampen i øvrigt et gensyn med en gammel bekendt, nemlig stregspilleren René Toft Hansen, der, før han skiftede til THW Kiel, spillede i både AG København og KIF Kolding, der netop udgør grundlaget i det nuværende KIF Kolding København.