FCK foran Milan i kamp om kæmpetalent
Foto: Torkil Adsersen
Askers sportschef bekræfter, at FC København har henvendt sig om det norske stortalent Vajebah Sakor
Det norske stortalent Vajebah Sakor er et varmt navn i den internationale fodbold-verden i disse dage, og måske kan han ende i dansk fodbold, hvor FC København meldes interesserede.
Den kun 16-årige Vajebah Sakor spiller til daglig i den lille norske klub Asker, men han har i efteråret spillet for Rosenborg i den prestigefyldte NextGen-turnering for ungdomshold. Her har han gjort opmærksom på sig selv, og flere klubber er nu parat til at hente spilleren, som har kontraktudløb den 1. december. Det bekræfter klubbens sportschef Espen Falck.
- Vi mærker en del interesse og rygter, men noget andet er konkrete henvendelser og oprigtig interesse. Det har der været fra en del klubber. Den mest konkrete interesse har været fra Milan, Rosenborg og FC København. De har alle inviteret ham på et træningsophold.
- Andre klubber har også inviteret ham, men der har vi takket nej. Hans kontrakt udløber den 1. december, og de tre klubber har alle henvendt sig, ligesom der også er nogle engelske storklubber, der har vist interesse, siger Espen Falck til tipsbladet.dk.
FC København har tidligere haft Vajebah Sakor til prøvetræning i to omgange, og Espen Falck anser det som realistisk, at den norske ungdomslandsholdsspiller kan havne hos de danske sølvvindere.
- Han var mest glad for sit ophold i FC København, hvor han syntes det var bedre at være end i Milan. Men det har også noget at gøre med økonomi, så der er flere ting, der skal passe. Men FC København er bestemt interessant for spilleren, siger Espen Falck.
Asker-sportschefen betragter midtbanespilleren Vajebah Sakor som et meget stort talent.
- Han har et enormt potentiale, det er der ingen tvivl om. Han har en vældig god fysik for en 16-årig og nogle gode basale færdigheder. Han er god med og uden bolden, og så er der selvfølgelig nogle ting, han kan udvikle. Det handler blandt andet om fodbold-forståelse og afslutninger, men det er ting, der kan arbejdes med og justeres, siger han.
Vajebah Sakors fremtid er endnu ikke afgjort, men Espen Falck håber, at den unge spiller kan fortsætte hos Asker.
- Som udgangspunkt holder vi kortene tæt på kroppen, for vi har også tilbudt ham en kontraktforlængelse. Uanset hvad skal vi have noget uddannelses-kompensation, så der er noget økonomi i det for os også. Hvis der ikke kommer nogle bud på ham, tror jeg at han bliver i Asker, for det kan være for tidligt for ham at komme til en storklub i Danmark eller Norge, fastslår han.
Vajebah Sakor har allerede optrådt for flere norske ungdomslandshold. Han står således noteret for 11 kampe og seks mål for U16-landsholdet, mens han også har fået kampe for U17-landsholdet i denne sæson.
Trods sine bare 16 år har han også spillet for Askers førstehold i denne sæson.
tipsbladet.dk