Lindegaard i mål for fjerde gang i træk?

Foto: LINDSEY PARNABY Foto: LINDSEY PARNABY

Manchester United møder i aften West Ham i Premier League, og Anders Lindegaard kan dermed få sin fjerde kamp i træk for den engelske storklub

Anders Lindegaard har stået de seneste tre kampe for Manchester United, og ser nu igen ud til at være tæt på at være førstevalg i storklubben. I aften møder de så oprykkerne fra West Ham, og her er Lindegaard tydeligvis indstillet på også at skulle spille.

I hvert fald lavede Manchester Uniteds egen hjemmeside i aftes et interview med en Lindegaard, der har forberedt sig på at skulle spille.

- Hold som West Ham er en anden udfordring for en målmand. Du skal nulstille din hjerne i forhold til kampe mod Barcelona eller Arsenal, for der er meget pasningsspil, så du skal være på tæerne i og omkring feltet hele tiden. Men når du spiller mod hold som West Ham, Southampton eller Stoke for eksempel, skal du også være opmærksom på indlæg og dødbolde og være klar i hovedet til at tage dig af dem.

- West Ham spiller med alle midler, og det er en klog måde at håndtere deres første sæson efter at være kommet op igen. Jeg forstår, hvorfor de har haft succés med deres stil, og det skal de have respekt for, siger Lindegaard.

West Ham ligger nummer otte i Premier League og har 19 point for 13 kampe. De møder Manchester United i aften klokken 21.00 på Old Trafford.

tipsbladet.dk