Okore frygtes ude resten af året

Jores Okore i duel med Kenneth Fabricius. Nu er han formentlig ude resten af efteråret. Foto: Niels Husted WWW.NHCFOTO.DKJores Okore i duel med Kenneth Fabricius. Nu er han formentlig ude resten af efteråret. Foto: Niels Husted WWW.NHCFOTO.DK

En fibersprængning sender formentlig Jores Okore på tidlig vinterferie.

Udover nederlaget og en præstation under vanligt niveau har FC Nordsjælland-træner Kasper Hjulmand også fået andet at bekymre sig om.Under gårdsdagens kamp i Esbjerg, der endte med et nederlag på 1-0, måtte træneren udskifte både Søren Christensen og forsvarsgeneralen Jores Okore, efter de begge fik et ' riv' i deres ene baglår.

Begge spillere frygtes nu ude resten af efteråret.

- Vi ved først noget præcist om et par døgn, men det er sjældent, når der sker noget i baglåret, at det tager under to-tre uger, så vi mister nok begge spillere i den kommende tid, sagde Kasper Hjulmand efter kampen.

Søren Christensen forlod allerede banen efter kun 10 minutters spil, mens Jores Okore måtte lade sig udskifte kort tid inde i anden halvleg.

- Det er en lille fiber, jeg har fået. Det skete i en situation, hvor jeg var ude at løbe. Pludselig kunne jeg mærke, at der var noget, der havde sat sig i baglåret, så det er uheldigt, fortalte Jores Okore nedslået.

Forsvarsspilleren håber dog at komme i kamp inden vinterpausen:

- Det kan nemt være, at jeg er ude resten af efteråret, men jeg håber, at jeg måske kan komme tilbage og hjælpe i en eller to af kampene, men jeg vil ikke forcere noget og risikere, at det bliver værre.

FC Nordsjælland skal i Superligaen møde Brøndby IF og FC København, inden holdet kan gå til vinterpause.