Rommedahl: Makienok er som Messi
Dennis Rommedahl (bill.) scorede det første mål, da Brøndby slog AC Horsens. Efter kampen sammenlignede han for sjov den anden målscorer, Simon Makienok, med Maradona og Messi. Foto: Liselotte Sabroe
Dennis Rommedahl sammenlignede Simon Makienok med både Diego Maradona og Lionel Messi efter sejren over AC Horsens.
Brøndby vandt 2-0 hjemme over AC Horsens i søndagens sene Superliga-kamp takket være mål af Dennis Rommedahl og Simon Makienok, der scorede et teknisk krævende mål.
- Han modbeviste sine kritikere, sagde Dennis Rommedahl efter kampen til TV3+, og fløjspilleren henviste på den måde til, at Simon Makienok har fået kritik for, at han ikke er den teknisk bedste spiller i Superligaen.
- Han har jo teknik som [Diego] Maradona og [Lionel] Messi, jokede Dennis Rommedahl og fortsatte:
- Det er ikke mig, han har lært det af i hvert fald.
Mere alvorligt glædede han sig over sejren, der betyder, at Brøndby nu har kontakt med de øvrige bundhold, selvom klubben stadigvæk er under nedrykningstregen.
- Vi står godt defensivt, vi markerer os godt offensivt, og så scorer vi mål. Det har også manglet tidligere, sagde Dennis Rommedahl og fik opbakning af Simon Makienok:
- Det var en fantastisk kamp. Det er noget af det bedste, vi har spillet i denne sæson overhovedet. Horsens har næsten ingen muligheder, og offensivt kommer vi frem til mere og mere.