11 Brøndby-spillere i uvished

Blandt de Brøndby-spillere, der har kontraktudløb til sommer, er Dennis Rommedahl. Foto: Liselotte SabroeBlandt de Brøndby-spillere, der har kontraktudløb til sommer, er Dennis Rommedahl. Foto: Liselotte Sabroe

Mange af Brøndby-spillernes kontrakter udløber til sommer. Klubben afventer med forlængelser.

De fleste klubber får det på plads, inden det er for sent. De fleste klubber sørger for at forlænge med de spillere, man vil beholde, inden de har et halv år tilbage af deres kontrakter. Med et halvt år tilbage er spillerne nemlig frie til at snakke og forhandle med andre klubber.

I Brøndby er der hele 11 spillere, hvis kontrakter udløber til sommer, og som dermed kan forhandle frit med andre klubber fra januar.

De fleste er faste spillere på holdet, og ingen af dem er endnu i deciderede forhandlinger med klubben. Brøndbys økonomiske og ikke mindst sportslige situation gør, at spillerne må afvente med at få en afklaring på deres fremtid.

Det erkender Brøndby IFs sportschef, Ole Bjur..

- Vi er godt klar over, at vi har nogle hængepartier og er nødt til at få speedet processerne op. Tingene ligger ikke fuldstændig stille, vi snakker med nogle af spillerne, men det er rigtigt, at vi ikke har fået lukket nogen kontrakter endnu, siger Ole Bjur.

- Der er nogle sportslige årsager til det, da vi jo har præsteret, som vi nu har gjort. Det skaber en vis usikkerhed i forhold til, hvad det er for nogen spillere, vi skal satse på fremadrettet. Og så er der den økonomiske situation, klubben befinder sig i, siger han og uddyber:

- Vi er nødt til at kigge på vores omkostninger og være meget skarpe på, at vi er økonomisk ansvarlige og sikre, at vi fremadrettet har en fornuftig drift, så vores udgifter og omkostninger hænger fornuftigt sammen, siger han.

- Det er en anden økonomisk virkelighed, end vi havde for nogle år siden, hvilket rammer alle steder. Men i forhold til det regnskab, vi lige er kommet med, er det indlysende, at det er dét, vi er nødt til at gøre, siger Bjur, der ikke vil snakke om lønnedgang til spillerne, men dog erkender, at forhandlingerne bliver hårde.

- Det bliver ind i mellem nogle hårde forhandlinger, vi skal igennem, men sådan er det marked, vi lige nu er i. Har nedrykningsspøgelset nogen indflydelse på, hvem I forlænger med? - Det er klart, at hvis vi er rykket ned, når sæsonen er slut, har vi en helt ny situation og en helt ny økonomisk situation, og så vil det potentiel have en betydning. Men i den planlægning, vi laver nu, satser vi på, at vi klarer skærene.

Dennis Rommedahl Kontraktudløb: 30. juni 2013:

- Nej, vi snakker vi ikke med klubben om forlængelse eller hvad, der skal ske endnu. Lige nu er fodbolden vigtigere, end om jeg har en kontrakt efter sommer, og mine tanker går på, at vi skal op i tabellen. Jeg ved ikke, hvornår vi skal have en snak. Det har noget at gøre med, hvornår jeg synes, der er brug for det eller behov for at tage snakken.

- Hvis man skal blive i Brøndby, er det også vigtigt, at BIF er det rigtige sted, og det er i Superligaen. Derfor er det ikke noget, jeg tænker på nu. Holland venter naturligvis efter karrieren, men om det er nu eller om to eller tre år er meget svært at sige lige nu, og det er ikke noget, jeg tænker over. Men jeg vil ikke udelukke at tage en periode mere i Brøndby.

- Jeg kunne forestille mig, at for yngre spillere er det måske vigtigere at få deres fremtid på plads, også fordi kontrakter ikke lige er noget, man bare får nu om dage med den økonomiske situation, der er overalt. Jeg er en af de ældre og tager det stille og roligt. Det, der er vigtigst lige nu, er fodbolden, og så kan mine egne ting komme senere hen.

Jens Stryger Larsen Kontraktudløb: 30. juni 2013:

- Nej, vi snakker ikke forlængelse endnu. Det er noget, vi må tage løbende. Lige nu er der vist andre ting, der er vigtigere. Vi må tage snakken om ny kontrakt til vinter eller foråret, for lige nu er der meget vigtigere ting at fokusere på. De sidste kampe i efteråret er meget vigtige.

Jan Kristiansen Kontraktudløb: 30. juni 2013:

- Vi snakker ikke om kontraktforlængelse og har heller ikke aftalt et møde endnu. Lige nu tænker jeg ikke så meget over, hvad der skal ske, men det er klart, at man begynder at gøre sig nogen tanker, når man med et halvt år tilbage af ens kontrakt må snakke eller skrive med andre klubber. Men lige nu er fokus på de sidste vigtige ligakampe og pokalkampen på onsdag.

Martin Albrechtsen Kontraktudløb: 30. juni 2013:

- Nej, forlængelse er ikke noget, vi snakker om endnu. Jeg kom jo i sommer, så jeg føler ikke, jeg har været her i særlig lang tid. Kontraktsnak og forlængelse må komme, når man kan se, hvor vi ender, og hvad der sker med klubben, og naturligvis hvad jeg vil. Den snak tager vi hen ad foråret.

Anders Randrup Kontraktudløb: 30. juni 2013:

- Nej, vi er endnu ikke begyndt at snakke forlængelse. Der er også andre ting på bordet, der er vigtigere. Jeg har ikke tænkt så langt frem, og det synes jeg faktisk ikke, at der er nogen af os, der kan tillade sig. Det eneste, vi skal tænke på, er den næste kamp. Jeg tror, jeg tager snakken med Brøndby om forlængelse til vinter, og så må vi se, hvad der sker.

Franck Semou Kontraktudløb: 30. juni 2013:

- Vi snakker ikke forlængelse. Selvfølgelig vil jeg gerne have spilletid og blive her, men situationen i klubben er, som den er, så lige nu handler det om at redde os og blive i Superligaen. Min egen fremtid er lidt ukendt nu, så vi må se, hvad der sker. Lige nu er jeg ude af holdet, efter at jeg havde fået nogen kampe fra start. Jeg må kæmpe mig tilbage, for jeg vil ikke give op og bare pakke mine ting og gå til en anden klub.

Dario Dumic Kontraktudløb: 30. juni 2013:

- Hvorvidt vi snakker forlængelse, har jeg ingen kommentarer til, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne vil blive her. Jeg synes, jeg har grebet chancen i de kampe, jeg har spillet. Jeg er meget tilfreds med mit eget spil og havde bidt mig fast i startopstillingen, inden jeg fik det røde kort.

Brent McGrath Kontraktudløb: 30. juni 2013:

- Jeg vil gerne blive i Brøndby, men hvorvidt vi snakker forlængelse, har jeg ingen kommentarer til. Jeg vil gerne blive, fordi mit mål er at etablere mig og blive fast mand, inden jeg eventuelt skal ud og spille andre steder i Europa.

Clarence Goodson Kontraktudløb: 31. december 2013:

- Jeg har stadig et stykke tid tilbage af min kontrakt, så lige nu tager vi ikke nogen snak. Vi må se, hvad der sker, og måske taler vi med klubben til sommer, hvor jeg har et halvt år tilbage. Hverken Brøndby eller jeg har taget initiativ til noget endnu.

Ud over otte stamspillere udløber kontrakterne hos følgende spillere 30, juni 2013: Mathias Larsen, Jannik Skov Hansen og Azad Corlu