Chelsea klar til vild januar-shopping

  Foto: MAURICIO DUENAS  Foto: MAURICIO DUENAS

Roman Abramovich vil i januar styrke Chelsea-truppen med Radamel Falcao, Edinson Cavani og James Rodriguez.

Chelsea-ejer Roman Abramovich fyrede i denne uge manager Roberto Di Matteo og erstattede ham med Rafael Benitez, der styrer tøjlerne frem til sommer. Men Abramovich er tilsyneladende så utilfreds med sit mandskab, at han planlægger at bruge 128 millioner pund - godt 1,2 millarder kroner - i januar på nye spillere.

Abramovich har udset sig tre sydamerikanske spillere til at styrke truppen. Atletico Madrids Radamel Falcao har en frikøbsklausul på 44 millioner pund, Portos James Rodriguez, der kaldes den nye Cristiano Ronaldo, har én på 36 millioner pund, mens Napolis Edinson Cavani kan købes for 48 millioner pund. Det skriver London Evening Standard.

Lykkes det Abramovich at købe alle tre kan klubbens hundedyre angriber Fernando Torres godt begynde at se sig om efter en ny klub. Måske kan han endda indgå i en byttehandel med Atletico Madrid, hvis de vel at mærke ønsker det.

Chelsea er nummer tre i Premier League efter 12 runder og godt på vej ud af Champions League efter tirsdagens 3-0 nederlag til Juventus i Torino.

tipsbladet.dk