Årets dommer: Jeg hadede at dømme
Kenn Hansen var træt af at dømme. Men så vendte det hele, og nu er han blevet kåret til Årets Dommer. Foto: CLAUS FISKER
Kenn Hansen var flere gange tæt på at stoppe karrieren også efter, han var kommet i Superligaen. Præstationsangsten, tvivlen og nervøsiteten blev for tung. Fredag kunne hele Danmark se ham, da han blev valgt til Årets Dommer.
Kenn Hansen havde været Superliga-dommer i halvandet år, da Peter Mikkelsen kom ind i omklædningsrummet på Farum Park og smed sin mappe på gulvet:
- Vi må finde på noget. Vi må starte helt forfra, sagde han.
Den tidligere topdommer, der nu fungerede som bedømmer, talte længe og alvorligt, og udenfor begyndte det at blive mørkt. Kenn Hansen var enig i Peter Mikkelsens dom. Der var noget, der ikke fungerede, og han var selv begyndt at tvivle. På sig selv og sine evner. Og på om det var værd at fortsætte som dommer.
Fra den dag ændrede tingene sig som ved et trylleslag, siger Kenn Hansen selv. Og i mandags - tre et halv år senere - kunne han i Cirkusbygningen modtage prisen som Årets Dommer 2012, hvilket danskerne kunne se på TV2 fredag aften.
- Det var vildt. Det VAR vildt. Det var vildt, fordi vi har ikke som dommere andre officielle tilkendegivelser, siger Kenn Hansen om prisen.
Kenn Hansen er dommeren, der går op i, om hans fløjte er samme farve, som hans tøj. Det er ham, der er mest aktiv af alle kollegaerne, når det handler om at kommunikere i pressen og på Twitter. Og da han holdt sin tale ved Dansk Fodbold Award, var det med en udstråling og sikkerhed, der overtrumfede de andre talere. Som han sagde: ’Ja, ja, det kan godt være, du synes, jeg dømmer elendigt, men jeg er årets dommer.’
Bag den store attitude gemmer sig en 32-årig cand. mag i retorik, der går så nørdet til sit job, at han er på trapperne med Danmarks første grundbog for dommere, som dagligt selvtræner og underviser andre, men som indtil for få år siden alligevel tvivlede på, om han var i færd med det rigtige. Lige indtil den dag, Peter Mikkelsen kom ind i omklædningsrummet på Farum Park.
- Jeg er sådan en, der gerne vil gøre et godt indtryk og være vellidt. Sådan er jeg. Jeg er en meget social type, men det dur bare ikke. Man kan ikke være en ny dommer i Superligaen og så prøve at være Flinke Per. Fra den dag droppede jeg det med at prøve at blive accepteret og tænkte: ’Okay, men så går jeg bare amok på dem, og så er jeg ligeglad med, hvad de synes om mig,’ fortæller Kenn Hansen.
Og så begyndte det at virke. Han fik respekt fra spillerne, der eller havde været lynhurtige til at spotte, at den nye, unge dommer kom direkte fra flinkeskolen og var let at påvirke. De var der som gribbe. Og kampene udviklede sig og blev sværere at håndtere, end nødvendigt.
- Da jeg kom i Superligaen, dømte jeg fodbold med en meget jovial og afslappet stil, fordi det var det, der var lykkedes op gennem årene. Det var sådan: ’Den så jeg desværre ikke,’ eller ’kan jeg ikke lige lokke dig til at lade være med at stå og vifte med armene.’ Sådan taler almindelige mennesker jo til hinanden, og det virkede i 1. division. Men det gjorde det bare ikke i Superligaen, siger Kenn Hansen.
- Jeg begyndte også at få præstationsangst og tvivle på mig selv. Alle kollegaerne sidder og kigger med. Nogle synes måske, det er gået for hurtigt, og så kommer spørgsmålet: Er jeg god nok? Der var tidspunkter i mit første år som superligadommer, hvor jeg ikke syntes, det var sjovt at dømme. Da tænkte jeg, at jeg måske skulle stoppe. Jeg sagde også til min familie, at hvis det blev ved sådan, så kunne jeg ikke fortsætte, for det er ikke sjovt hver weekend at være nervøs og have ondt i maven, fortæller Kenn Hansen.
Hvad var det for værktøjer, der så ændrede det?
- Det er lidt lige som børneopdragelse - uden nogen sammenligning i øvrigt. Spillerne vil bare gerne føle sig trygge og føle, at der er en, der har styr på det, har myndighed og ved, hvad han vil. Ligner man en, der ikke ved, hvad han vil, protesterer de, og så skal man løse det, og så er der kampe, der udvikler sig sværere, end de havde behøvet.
Så hvad gjorde du?
- Det blev en meget old school ledelsesstil, men pludselig følte spillerne, at jeg tog ansvar for det. De har brug for de der grænser.
Hvad gør du så?
- Jeg detonerer bare i hovedet på dem. De vil hellere have det på den hårde måde end at få et gult kort. Når de er oppe at køre, har de brug for en mere klar melding, så det er jeg begyndt på, og det har paradoksalt nok betydet, at jeg har kunnet gå tilbage til den joviale stil, for nu har de accepteret mig. Jeg havde bare brug for at bryde ud af rollen som ’den nye,’ siger Kenn Hansen.
Efter jævnligt at have gjort brug af en mentaltræner er Kenn Hansen i dag så opmærksom på sine signaler, at han har trænet sig op til at mærke, om hans koncentration svigter. Det sker, når tankerne handler om aftensmaden eller en mail, han skulle have sendt dagen efter, og så har han lært at zoome ind på spillernes ben eller bolden for på den måde at ’dømme sig tilbage i kampen,’ som han formulerer det.
Det handler om træning. Præcis som når han i den tidligere del af karrieren løb rundt i Fælledparken på Østerbro i København og trænede straffesparksafvisninger, eller når han i dag coacher en gruppe københavnske dommertalenter i at håndtere massekonfrontationer på banen. Det handler om simpel teknik. Som når en fodboldspiller træner indersidespark. Det ser bare lidt mere dumt ud, når en mand i løb pludselig sprinter hen mod et træ og slår ud med armene samtidig med, at han forsøger at virke konsekvent uden at det skal være for meget.
- Jeg hører det tit - at det er noget latterligt i det, men det er jo vores teknik.
- Du lægger ikke mærke til en god indersideaflevering hos en topspiller, for det gør de jo bare. Analogt med det, skulle du heller ikke lægge mærke til, hvis jeg afviser et straffespark, fordi det kommer naturligt, timingen er god, det er markant uden at være overdrevet, og de ting kommer ikke bare af sig selv, siger Kenn Hansen og giver et eksempel på, hvad teknikken drejer sig om, når en gruppe spillere er røget i flæsket på hinanden under en kamp:
- Når jeg spotter, at der er noget under opsejling, så ved jeg, hvad jeg skal gøre. Jeg peger de to spillere ud, trækker dem hen, og så kommer der en tredje spiller hen og brokker sig - det ved jeg, for det gør der altid - bum, så skal han afvises, og det skal gerne være markant uden at være overdrevet. Måske skal jeg have øjenkontakt med ham, måske skal jeg ignorere ham. Så skal jeg have et rum, hvor jeg kan have samtalen med de to spillere. Det kan man træne, og du vil ikke være i tvivl, hvis du ser en utrænet dommer i midten af en massekonfrontation. Det ville sejle fuldstændig. Han ville være usikker, kigge ned i jorden og så videre, siger Kenn Hansen.
Det er 15 år siden, han begyndte at dømme. Sammen med sin far havde han taget dommerkortet, men han var ikke vild med sin hobby.
- Jeg hadede det faktisk. Jeg syntes, det var frygteligt de første par år. Jeg syntes virkelig, det var frygteligt, og jeg tænker på, om det er en eller anden form for guddommelig indgriben, der gjorde, at jeg fortsatte, og at det ændrede sig. Det der med, at folk brokkede sig og... Adr! vrænger han.
- Det er pissesvært at starte, og jeg havde aldrig været i livgarden og talt hårdt til folk. Hvorfor skulle jeg det? Det var frygteligt, frygteligt, frygteligt. Jeg delte kampene ned i tressens tyvendedele og tænkte ’Nå, nu er der gået tre tressens tyvendedele.’ Og når den var færdig tænkte jeg bare ’Åh, nu er der to uger, til jeg skal dømme igen.’
Hvorfor stoppede du ikke?
- Det ved jeg ikke. Det er det, jeg siger; der er noget underligt ved det. Jeg ved ikke, om det er sådan noget skæbne-noget. Jeg blev ved af en eller anden grund, og pludselig begyndte det at virke. En dag sad jeg og tænkte, at jeg kan jo også mange af de der ting, de kan i Superligaen, så hvorfor skal jeg ikke prøve? Men jeg har aldrig som 17-årig tænkt, at jeg ville have en Champions League-finale.
Men det tænker du nu, ikke?
- Jo, jo.
Og nu vil du være verdens bedste?
- Ja. Og det har jeg lagt mærke til, at det dukker op som overskriften, men det er vel ikke så underligt? Det er jo en realistisk konsekvens af at arbejde med det, man kan. Og at der er en realistisk chance for, at jeg kommer helt op. Jeg har alderen til det, og det er gået enormt hurtigt i det internationale regi.