Zimling: Stolt over nominering
Niki Zimling (im) har haft et godt år, og han er derfor blandt de nominerede til aftenens Dansk Fodbold Award. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Niki Zimling er meget stolt over at være nomineret som Årets Spiller ved Dansk Fodbold Award, som løber af stablen mandag aften.
Niki Zimling er blandt de fire nominerede som Årets Spiller ved mandag aftens Dansk Fodbold Award, og det er han meget stolt af.
- Jeg er både stolt og spændt. En ting er at blive nomineret til prisen - noget ganske andet er at vinde den, sagde Niki Zimling, da han ankom til selve showet.
Foruden Niki Zimling fra Club Brugge er de nominerede Daniel Agger (Liverpool), Nicklas Bendtner (Sunderland/Arsenal/Juventus) samt William Kvist fra VfB Stuttgart.
- Det er et meget jævnbyrdigt felt. Der er ingen, der for alvor skiller sig ud, men alle de nominerede har gjort det godt. Ellers ville de jo heller ikke være nominerede, siger Niki Zimling.
- At jeg er nomineret, tager jeg som et bevis på, at jeg gjorde det godt sidste år. Og det er jeg enormt glad for, siger han.
Midtbanespilleren spiller dog ikke for tiden.
- Jeg er midt i et genoptræningsforløb. Jeg regner med at være tilbage for fuld styrke om en måneds tid.
Dansk Fodbold Award uddeles i aften, men showet kan først ses på tv fredag.