Så kom Brøndbys Ørnskov-henvendelse
Foto: Henning Bagger
Ifølge norske Aftenbladet har Brøndby i dag henvendt sig til Viking om muligheden for at leje den danske midtbanespiller Martin Ørnskov
Brøndby har kun vundet én af sine sidste 10 Superliga-kampe, men fik lidt oprejsning i weekenden, da de spillede 1-1 mod FC København i Parken. Alligevel ser bredden på vestegnen lidt tynd ud, og derfor er de også på markedet efter flere garderinger, efter det i sidste uge lykkedes at lande en aftale med Martin Albrechtsen.
I weekenden skrev BT, at Brøndby havde henvendt sig til norske Viking for at forhøre sig på midtbanespilleren Martin Ørnskov, der ikke skulle være faldet til i Norge. Vikings sportschef Geir Solstad afviste, at de har været i kontakt med Brøndby. Men nu skriver Aftenbladet, at Brøndby i dag har forhørt sig på muligheden for at få Ørnskov til klubben - i første omgang på en lejeaftale.
Solstad vil ikke kommentere de nye oplysninger i sagen, men beretter, at der er noget om, at Ørnskov ikke er faldet til i det norske. Alligevel vil de ikke af med ham.
- Vi har ikke lyst til at slippe Martin, men hans syn på fremtiden i Viking har været lidt af og på den seneste tid. Jeg ønsker ikke at kommentere eventuelle henvendelser fra andre klubber, siger Solstad.
Allerede i december 2009 var Brøndby angiveligt interesserede i Martin Ørnskov. Dengang blev en aftale ikke til noget, og i vinter skiftede han så Silkeborg ud med Viking. Her har han indtil videre optrådt 18 gange i Tippeligaen.
tipsbladet.dk