Skandale: AGF ude af Europa League
AGF er ude af Europa League efter endnu et nederlag til FC Dila Gori. Foto: Axel Schütt
Georgiske FC Dila Gori slog igen AGF, som er ude af Europa League-kvalifikationen.
To mål på 12 minutter i anden halvleg forseglede AGFs europæiske skæbne torsdag eftermiddag, hvor aarhusianerne tabte 1-3 til FC Dila Gori i anden runde af Europa Leauge-kvalifikationen.
Dermed blev AGFs første berøring med europæisk fodbold i 15 år meget sporadisk, eftersom holdet tabte det første opgør mod georgierne 1-2 hjemme i Aarhus.
Det lysnede ellers i Tbilisi, da Anders Kure bragte de hvide foran i 34. minut. Peter Sørensens tropper kunne nu med et enkelt mål spille sig videre.
Men i stedet for var det FC Dila Goris Vatsadze, der scorede et kvarters tid inde i anden halvleg. Tolv minutter efter slukkede Shashiashvili det sidste håb for danskerne med sin 2-1-scoring.
Vatsadze scorede endnu en gang mod slutningen af kampen.
AGF spiller næste gang i weekenden, hvor der venter holdet en knap så lang udebanetur, når det skal på besøg hos oprykkerne Randers FC, der - ligesom AGF - har haft en blandet begyndelse på sæsonen. Den kamp står søndag klokken 17.00.