Fetai prøver lykken i Montreal
Bajram Fetai (tv) prøvetræner i Montreal Impact. Foto: LISELOTTE SABROE (arkivfoto)
Bajram Fetai træner i øjeblikket med i amerikanske Montreal Impact, og han håber at spille sig til en kontrakt.
Den tidligere FC Nordsjælland- og Lyngby-spiller Bajram Fetai fortalte forleden dag til tipsbladet.dk, at han godt kunne tænke sig at prøve kræfter med den amerikanske Major League Soccer. Og nu har angriberen taget det første skridt i retning mod at få opfyldt drømmen.
Den næste uges tid skal Bajram Fetai nemlig forsøge at overbevise Montreal Impact om, at han er værd at satse på. I den amerikanske klub huserer Patrice Bernier, der tidligere har spillet sammen med Fetai i FC Nordsjælland og Lyngby, og det er ham, der har fået prøvetræningen i stand.
- Jeg ved ikke, hvilken form han møder op i, for han har gået et stykke tid uden klub, men jeg ved, han er meget hurtig. Han kan godt lide at gemme sig bag forsvarsspillerne. Han har et godt venstre ben og er en god afslutter. Hans CV beviser, at han er en spiller, der scorer regelmæssigt, men det er op til ham selv at bevise sit værd, siger Patrice Bernier til mlssoccer.com.
Montreal Impact er på 14. pladsen i Major League Soccer.
tipsbladet.dk