Løchte: Jeg vil i kvartfinalen

Frederik Løchte Nielsen drømmer om kvartfinale ved Wimbledon. Foto: TONY ASHBY (arkivfoto)

Frederik Løchte Nielsen drømmer om kvartfinale ved Wimbledon.

Foto: TONY ASHBY (arkivfoto)

Det var en glad Frederik Løchte Nielsen, der mødte pressen efter han sammen med sin engelske makker, Jonathan Marray, med sejr på 6-3, 6-3, 6-2 over superserveren Ivo Karlovic og Frank Moser havde spillet sig videre til Wimbledons tredje runde i herredouble.

- Denne sejr vægter jeg meget højt, Det var stort, at jeg vandt min Wimbledon-debut forleden. Men at det lykkes os at følge den op med endnu en sejr, er fantastisk. Vi spillede rigtig godt. Og tænkt at jeg i de otte sæt, vi indtil videre har spillet, kun har tabt et af mine egne servepartier. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har servet så stabilt, sagde Frederik Løchte Nielsen og tilføjede:

- Jonathan og jeg har dog ikke tænkt os, at legen skal stoppe her. Nu vil vi i kvartfinalen.

Og hertil kvalificerer Frederik Løchte Nielsen og Jonathan Marray sig, hvis de - formentlig mandag - kan vinde over det ottende-seedede par, Aisan-Ul-Haq Qureshi, Pakistan og Jean-Julien Rojer, Holland.

- Der er ingen tvivl om, at vi får det svært. Det er kun en uge siden, at de vandt finalen ved ATP-turneringen på græsset i Halle. Men jeg tror på, at vi kan overraske. Sammenligner man med spillerne i single, er der i double ikke så stor forskel på de bedste og næstbedste.

Lykkes det for Frederik Løchte Nielsen og Jonathan Marray at spille sig i kvartfinalen, vil den 28-årige dansker erobre så mange verdensrangliste-point, at deltagelse i sensommerens US Open stort set er sikret.

- Jeg har i herredouble præsteret mine bedste resultater på Davis Cup-landsholdet. Men at det lige pludselig også går godt for mig i denne række i Grand Slam-sammenhæng, betyder meget for mig. Det er en drengedrøm om, at spille med i de største og mest betydende turneringer, der i denne tid går i opfyldelse for mig, sagde Frederik Løchte Nielsen.