Tom Kristensen: Alle, der kendte Christian Bakkerud, er påvirkede af tragedien.
Den tidligere racer-kører Christian Bakkerud mistede søndag livet efter bilulykke. Han var muligvis det største danske racertalent i nyere tid, inden han sidste år stoppede sin karriere.
Selvom Christian Bakkerud var stoppet som aktiv racerkører, var det alligevel trafikken, der søndag tog livet af den kun 26-årige dansker.
Bakkerud var i sin Audi RS6 på vej ad motorvej A3 nær Wimbledon lørdag morgen, da han af uvisse årsager pludselig kørte galt og pådrog sig kvæstelser, der søndag viste sig fatale og sendte den danske motorsportsverden i chok.
- Alle, der kendte ham, er påvirkede af tragedien. Christian var en rigtig god racerkører og en fantastisk fyr - når man snakkede med ham, var det tydeligt, at han tænkte dybt over tingene og var meget seriøs, siger racerkøreren Tom Kristensen til sporten.dk
- Det er ekstra tragisk, fordi han kun nåede at blive 26 år, og han havde så mange muligheder. Det gør ondt, at han nu er væk, siger den otte-dobbelte vinder af Le Mans.
Ifølge Londons Metropolitan Police er det endnu uklart, hvordan ulykken skete, men intet tyder på, at andre biler var involveret i den tragiske hændelse.
Det gør dog næppe meget for at lindre sorgen for Christian Bakkeruds forældre og hans norske kæreste, der fra næste år havde kunnet kalde sig fru Bakkerud. De to skulle således giftes til næste år, fortæller sportschefen for Dansk Automobil Sports Union Bo Baltzer Nielsen til sporten.dk
I det hele taget gik alt godt for Bakkerud, der siden sit karrierestop sidste år, begyndte en civil karriere inden for shippingbranchen, men selvom Bakkerud havde forladt motorsporten, havde han stadig meget kontakt med sine tidligere kollegaer.








